Nu bliver lønsikring en del af dit medlemskab!

Oprettet: 14.06.2017

Fra den 1. november 2017 bliver lønsikring en del af dit medlemskab i Malerforbundet. Det betyder, at du som dagpengeberettiget medlem er sikret op til 10.000 kroner ekstra hver måned, hvis du bliver ledig.

Nu er der endnu en god grund til at være medlem af Malerforbundet og Byggefagenes A-kasse. Forbundets hovedbestyrelse har nemlig besluttet, at kollektiv lønsikring skal være en del af medlemspakken. Det betyder, at hvis du som medlem mister dit arbejde og er dagpengeberettiget, så vil du gennem den kollektive lønsikring kunne få op til 10.000 kroner ekstra om måneden oven i dagpengene.

-Den her lønsikring bliver en kæmpe fordel for vores medlemmer, og det bedste af det hele er sådan set, at kontingentet fastholdes. Medlemmer skal altså ikke betale ekstra for lønsikringen, siger forbundsformand Kresten Vendelboe.

Lønsikringen træder i kraft den 1. november 2017. Alle der er medlem eller melder sig ind nu og frem mod 1. november 2017 vil være dækket af lønsikringen, når den træder i kraft.

Der vil i løbet af sommeren komme meget mere information om lønsikringen. Indtil da er du velkommen til at kontakte din afdeling for eventuelle spørgsmål.