Forbundsformand: Det kan ikke passe, at erhvervsskolerne skal beskæres igen

Oprettet: 11.12.2017

Fredag aften den 8. december kunne den blå regering præsentere næste års finanslov, som er indgået med støtte fra Dansk Folkeparti. Der er i loven afsat 170 millioner kroner til en ”ekstraordinær kvalitetsudviklingspulje” til erhvervsskolerne, men i virkeligheden skal skolerne barberes ned med 100 millioner kroner.

-Det lyder jo flot, ikke? Ekstraordinær kvalitetsudviklingspulje på 170 millioner kroner. Men det er jo snyd og humbug, når sandheden er, at det såkaldte omprioriteringsbidrag gør, at vores erhvervsuddannelser igen skal beskæres. Denne gang med 100 millioner kroner, siger Malerforbundets forbundsformand Kresten Vendelboe efter at have kigget på næste års finanslov.

På den ene side afsætter finansloven blandt andet flere penge af til sundhedsområdet, taksten over Storebælt bliver sat ned, skatten på fri telefon fjernes og boligjobordningen gøres permanent.

Men på den anden side betyder finansloven også, at der bliver skåret i indsatsen mod social dumping, Arbejdstilsynet får igen færre penge til at udføre deres arbejde og så skal erhvervsskolerne igen holde for.

Det går ud over kvaliteten
-Finansloven afspejler jo altid, hvem der sidder ved magten i Danmark, og derfor overrasker det mig heller ikke, at Arbejdstilsynet og indsatsen mod social dumping ikke bliver prioriteret af slipsedrengene i Venstre, Liberal Alliance og Konservative. Men det runger pokkers hult, når politikerne på den ene side taler om, at vi skal have attraktive erhvervsuddannelser og en kvalificeret arbejdskraft og på den anden side bliver ved skære ned. I mine øjne er regeringen i gang med at ødelægge erhvervsskolerne, siger Kresten Vendelboe.

Også direktøren i Danske Erhvervsskoler og Gymnasier, Lars Kunov, mener, at nedskæringerne går ud over kvaliteten.

-Det går ud over rekruttering til uddannelser, og det går ud over kvaliteten af det, vi kan levere til det arbejdsmarked, der i den grad efterspørger faglært arbejdskraft lige nu, siger han til DR Nyheder.

Find nu en løsning, som giver ro på budgettet
Også Socialdemokratiets erhvervsskoleordfører Mattias Tesfaye har kritiseret nedskæringerne af erhvervsskoleuddannelserne:

-Besparelsen er katastrofal. Intet mindre. Vi håber, at regeringen og Dansk Folkeparti vil åbne op for det her hjørne af finansloven, så vi kan få annulleret besparelsen, siger han til Ekstrabladet og opfordrer regeringen til et hastemøde for partierne bag erhvervsskolereformen.

-Det er hele omprioriteringsbidraget, der giver balladen. Vi foreslår, at alle partier bliver enige om, at det sløjfes de næste fire år, og så lade skolerne budgetterer med taxameterordningen, der giver en pose penge per elev, siger Mattias Tesfaye.

Forbundsformand Kresten Vendelboe håber, at det vil lykkes at finde en ordning, som giver erhvervsskolerne ro til at gøre det, de er bedst til: At sikre gode uddannelser.

-Jeg har på stående fod svært ved at vurdere, om den ene løsning er bedre end den anden. For mig er det vigtigste, at der bliver fundet en løsning, som ikke hele tiden giver og tager fra erhvervsskolerne, men faktisk giver dem ro til at give at vores unge mennesker de bedste kompetencer til at klare sig godt på fremtidens arbejdsmarked, siger han.

FAKTA

 

Development: Hjemmesider.dk