Det går fremad: Flere medlemmer i Malerforbundet

Oprettet: 17.09.2018

Af forbundsformand Kresten Vendelboe

Jeg er meget positiv og tilfreds med, at flere vælger at melde sig ind i Malerforbundet i dag.

Når vi kigger på medlemsudviklingen de sidste to år, kan vi se, at det ikke bare er lykkedes at sætte en prop i karret – Vi får rent faktisk flere medlemmer. 

For hvor vi for to år siden mistede flere medlemmer end vi fik ind, er udviklingen i dag vendt fra minus til plus.

I september 2016 havde vi en negativ medlemsudvikling på minus 203 sammenlignet med året før. I dag har vi en positiv udvikling på plus 105. Det kan man da kun glæde sig over!

Den gode udvikling kan forklares med flere forskellige ydre og indre faktorer, men jeg bider især mærke i, at fremgangen er sket parallelt med lanceringen af vores kollektive lønsikring. Det vidner om, at den gratis lønsikring til alle, der er medlem af Malerforbundet og Byggefagenes A-kasse, er blevet taget godt imod.

Overenskomstforhandlingerne i foråret 2017 lagde automatisk en dæmper på tilbagegangen. Det ser vi typisk i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Men da vi i juni sidste år så småt begyndte at promovere vores tilbud om lønsikring, mistede vi færre og færre medlemmer. Og da lønsikringen trådte i kraft i december, vendte minus til plus – og kurven er siden gået opad.

Jeg er glad for, at lønsikringen er med til at skabe tryghed for vores medlemmer. Og det ser ud til, at den tryghed, vi tilbyder, er med til at tiltrække nye medlemmer. Den gode udvikling gør mig kun mere optimistisk for Malerforbundet i fremtiden. Det går fremad!

Development: Hjemmesider.dk