Malerforbundet: Lovforslag giver uacceptable store forringelser for vores arbejdsskadede medlemmer

Oprettet: 20.02.2019

I et nyt lovforslag vil regeringen have, at et eventuelt produktansvar skal afklares inden der tages til, om der er ret til arbejdsskadeerstatning.

Det er helt hen i vejret og en klar forringelse af skadelidtes retstilling, mener Malerforbundet.

I praksis vil det betyde, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved anmeldelse af en arbejdsskade, skal tage stilling til, om skaden først skal vurderes efter produktansvarsreglerne.

- Det er helt uforståeligt, at regeringen kommer med dette lovforslag, som helt tydeligt forringer retssikkerheden for de arbejdsskadede, giver lange sagsbehandlingstider og medfører store omkostninger, lyder det fra næstformand i Malerforbundet, Tonny Olsen.  

Vil koste mange penge 

Hvis en maler falder ned af en stige, fordi et trin knækker, kan Arbejdsskademyndighederne kræve, at det først afklares, om der er ret til erstatning hos producenten af stigen. Hvis der er produktansvar, vil erstatningen skulle udbetales fra producentens forsikring. Hvis der ikke er produktansvar, vil sagen skulle behandles af arbejdsskademyndighederne.

- Hvis producenten ikke anerkender, at der er produktansvar, kan det føre til en retssag. Spørgsmålet er dog, hvordan det skal blive muligt, da det vil koste mange penge for den arbejdsskadede at føre en sag. Jeg frygter, at mange sager derfor ikke vil blive kørt og det betyder i sidste ende, at der ikke vil være erstatning til den arbejdsskadede, siger Tonny Olsen.

Han påpeger endvidere, at sagerne kan tage endnu længere tid end i dag, hvis de først skal føres som retssager og derefter skal behandles efter arbejdsskadeloven. Det hænger meget dårligt sammen med regeringens intention om nedbringelse af sagsbehandlingstiderne.

Plads til forbedringer 

Der er også enkelte gode takter i lovforslaget, påpeger Tonny Olsen og henviser til forslaget om, at det bliver muligt at få anerkendt en arbejdsulykke, selvom følgerne af ulykken er forbigående, det kan føre til flere anerkendelser. Tonny Olsen understreger, at der fortsat er plads til flere forbedringer.

Malerforbundet har via Fagbevægelsens Hovedorganisation(FH) sendt høringssvar til lovforslaget og håber, at bemærkninger fra FH vil føre til forbedringer af lovforslaget.

Development: Hjemmesider.dk