TILLYKKE: Kamilla og Philip vinder DM i Skills

Oprettet: 06.04.2019

Malerelev Kamilla Højrup fra Malerfirmaet Bent Skovsgaard i Odder og autolakererelev Philip Pedersen fra Elkjærgruppen i Lynge vandt lørdag DM i Skills.

Begge vindere var glade, lettede og en anelse trætte efter tre dages intensiv dyst.

- Jeg skal lige rigtig forstå at jeg har vundet. Jeg har jo også lavet nogle småfejl undervejs, så jeg er bare rigtig overrasket, lød det fra Kamilla Højrup lige efter kåringen.

Hun fik 143 point ud af 190 mulige og var 30 point foran to andre på en delt andenplads.

Begge vindere fik overrakt diplomer og statuetter af statsminister Lars Løkke Rasmussen efterfulgt af kæmpe klapsalver fra salen.

Malerelev Anja Termansen vandt Arbejdsmiljøprisen, der uddeles til elever i byggefag, der har taget ekstra godt hensyn til arbejdsmiljøet i udførslen af deres opgaver under DM i Skills.

DM i Skills blev afholdt i Næstved Arena torsdag til lørdag, hvor elever fra 43 forskellige fag har dystet om at blive Danmarks bedste. På de tre dage, konkurrencen har kørt, har der været 51.500 publikummer.  

Vinderne af DM i Skills skal med til VM i Skills 2019 i Kazan i Rusland 29. august - 3. september 2019.

Development: Hjemmesider.dk