Efter mange års nedskæringer: Nu er der penge på vej til Arbejdstilsynet

Oprettet: 25.04.2019

Der bliver tilført 460 millioner kroner til Arbejdstilsynet frem mod 2022. Det er et bredt flertal på Christiansborg netop blevet enige om. Pengene skal gå til at styrke arbejdsmiljøindsatsen, der er gevaldigt svækket efter mange års nedskæringer.

De 460 millioner, der nu bliver tilført området, falder på et tørt sted, mener forbundsformand Martin B. Hansen:

- Det er jo vanvittigt, hvordan politikerne i så mange år har nedprioriteret og beskåret i bevillingerne til Arbejdstilsynet. Det har uden tvivl skabt et ringere og mere farligt arbejdsmiljø ude på arbejdspladserne. Derfor er det kun på sin plads, at der nu kommer flere penge til området, siger Martin B. Hansen.

Brug for mere forebyggelse og kontrol

Han understreger dog, at de ekstra millioner frem til 2022 ikke gør det alene:

- Vi har brug for en mere permanent løsning med langt højere, faste årlige bevillinger. For vi skal lige huske på, at arbejdstilsynet har været underlagt årlige besparelser siden år 2000 og mere end hver fjerde medarbejder i Arbejdstilsynet er forsvundet. Når vi regner alle besparelserne, de har været underlagt siden 2000, fra i den nye bevilling, så er beløbet jo ikke så stort mere.

- Og med den stigende pensionsalder, vi har i sigte, så er der endnu flere midler til brug for forebyggelse og kontrol af arbejdsmiljøet. I vores branche er der mange arbejdsgivere, der blæser arbejdsmiljøet et stykke. De skal holdes til ilden, siger Martin B. Hansen.

Systematiske nedskæringer 

Det er regeringen samt Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Alternativet, Radikale Venstre og SF, der er blevet enige om at styrke arbejdsmiljøindsatsen. De ekstra millioner skal især målrettes de virksomheder, der har størst risiko for problemer med arbejdsmiljøet. Og så skal bøder og sanktioner over for virksomheder, som overtræder arbejdsmiljøloven, skærpes. Sådan lyder udmeldingen fra Christiansborg.

På blot 12 år er der sket systematiske nedskæringer af Arbejdstilsynet, der løber op i mere end 180 millioner kroner, svarende til en tredjedel, i bevillingerne til Arbejdstilsynets kontrol med arbejdsmiljøet på landets arbejdspladser. Samtidigt er antallet af arbejdsskader og -ulykker steget.

 

- Det er jo vanvittigt, hvordan politikerne i så mange år har nedprioriteret og beskåret i bevillingerne til Arbejdstilsynet. Det har uden tvivl skabt et ringere og mere farligt arbejdsmiljø ude på arbejdspladserne. Derfor er det kun på sin plads, at der nu kommer flere penge til området, siger Martin B. Hansen.

Development: Hjemmesider.dk