Arbejdsmiljø | 25. juni 2019

På arbejde i varmen? Det skal du være opmærksom på

Hedebølgen rammer os de næste par dage, hvor temperaturen kan nå op på de 30 grader ifølge DMI. 

Desværre er der ikke noget, der hedder ’varmefri’ – så hvis du er på arbejde i den lumre sommerhede, skal du kende Arbejdstilsynets retningslinjer for arbejde i stærk varme:

  • Du skal have mulighed for at holde passende pauser hvis lufttemperaturen er over 35 °C for stillesiddende arbejde og 32 °C for fysisk arbejde.
  • Pauserne skal holdes i lokaler med lavere temperatur eller udendørs.
  • Overvej, om der er mulighed for at forskyde arbejdstiden (fx start tidligere på dagen).
  • Forsøg at lave rotation mellem opgaverne ved fysisk krævende arbejde.
  • Påklædningen bør være let. Hvis der er krav om uniform, som er varm, skal pauserne eventuelt være længere. Alternativt skal pauserne holdes i lokaler med lavere temperatur.
  • Du skal have adgang til rigeligt drikkevand.
  • Gravide, ældre og medarbejdere med hjerte- eller lungesygdomme skal eventuelt have længere pauser, eller helt undgå at blive udsat for de høje temperaturer

Pas på hinanden i varmen

Hold altid øje med, om du eller dine kollegaer viser tegn på overophedning. Her er de akutte symptomer, listet efter alvorlighed:

  • Let utilpashed. Arbejdet føles hårdere.
  • Nedsat evne til præcisionsarbejde og til at tænke klart.
  • Nedsat arbejdsevne og hurtigere træthed på grund af kredsløbsbelastninger.
  • Træthed, sløvhed og kramper, fordi en række mineraler svedes ud.
  • Varmeudmattelse og eventuel kollaps i form af hedeslag.

Hvis en kollega oplever svimmelhed, kvalme eller synsforstyrrelser skal han eller hun straks hjælpes hen til køligere omgivelser og have rigeligt at drikke.

Hvis en kollega besvimer eller falder om, skal der straks tilkaldes en ambulance.

Sådan undgår du solskoldning: 

  • Beskyt huden med tøj og hat
  • Brug solcreme hver dag – og brug nok af det!
  • Brug minimum solcreme faktor 15
  • Brug læbepomade med solbeskyttelse 
  • Vær sikker på, at hele kroppen er beskyttet. Bruger du for eksempel sikkerhedshjelm, så husk at smøre solcreme i nakken, hvor hjelmen ikke dækker. 
  • Tag pauser i skyggen, så vidt det er muligt

 

 

Kilder: Arbejdstilsynet, DMI


Del: