Anja fik fyreseddel efter arbejdsulykke: Vinder sag om forskelsbehandling

Oprettet: 27.06.2019

Malersvend Anja Larsen vinder med hjælp fra Malerforbundet sag om forskelsbehandling. Nu skal hendes tidligere arbejdsgiver betale over 200.000 kroner i erstatning. 

Anja Larsen er ansat som malersvend i et mellemstort malerfirma, da hun tilbage i 2016 kommer ud for en alvorlig arbejdsulykke. 
Hun skal male vinduerne i en klostergård i Aalborg sammen med en kollega. Arbejdet indebærer, at de skal rykke rundt på et 6-7 meter højt rullestillads på omkring 100 kilo. Stilladset står på brosten og skal rykkes cirka hvert kvarter og løftes 15 cm over en kant ved et bed. 
Anja Larsen havde spurgt, om det var muligt at få en lift i stedet, men dette blev afvist af mester. 

Da hun efter nogle arbejdsdage i Klostergården er i gang med at løfte stilladset, mærker Anja Larsen pludselig et knæk i lænden. Hun falder ned på sine knæ og får med det samme stærke rygsmerter. 

- Det sagde bare ’slam.’ Jeg kunne med det samme mærke, at der var noget helt galt. Jeg kunne ikke rejse mig. Jeg prøvede at blive siddende for at se, om det blev bedre, men det gjorde det ikke, forklarer Anja Larsen, der i dag er 39 år.      

Fyret 

Hun tager hjem fra klostergården, og dagen efter kontakter hun lægen og bliver efterfølgende sygemeldt. 

Anja Larsen tager også fat i Malernes Fagforening Nordjylland, der hjælper hende med at få anmeldt sagen som en arbejdsskade.

Efter utallige lægebesøg og undersøgelser bliver det med tiden klart, at Anja Larsen ikke er i stand til at vende tilbage på fuld tid. Men hun er villig til at vende tilbage under skånehensyn og på nedsat tid. 

- Jeg ville rigtig gerne tilbage, og jeg forsøgte flere gange at foreslå mester, at jeg kunne opstarte stille og roligt og måske med hjælpemidler, som min fysioterapeut havde foreslået, fortæller Anja Larsen. 

Dette er mester ikke interesseret i. Han vælger i stedet at fyre Anja Larsen, efter hun har været sygemeldt i godt 10 måneder. Begrundelsen er, at Anja Larsen ikke er i stand til at vende tilbage på normale omstændigheder og at det er for dyrt for firmaet at have en sygemeldt medarbejder ansat. 

- Der lå lige pludselig et brev i min postkasse. Der stod, at jeg var fyret på grund af manglende egnet arbejde. Jeg forstod det ikke. Jeg havde jo spurgt, om jeg ikke kunne få lov til at starte op stille og roligt. Og jeg var jo kommet til skade på arbejdspladsen, så det gjorde mig ked af det, at han så bagefter slet ikke kunne bruge mig til noget, fortæller Anja Larsen. 

Efter fyringen starter Malernes Fagforening Nordjylland i første omgang en faglig sag op. 

Dybt urimeligt

- Det er jo dybt urimeligt, at en virksomhed, der har en del af skylden i, at hun får en arbejdsskade, bare fyrer hende efterfølgende, siger næstformand i fagforeningen Jesper Ettrup Rasmussen.

Jesper Ettrup Rasmussen forklarer, at man fra fagforeningens side forsøgte at indgå et fagretsligt forlig med arbejdsgiveren. Men dette blev afvist af arbejdsgiveren, og derfor var det nødvendigt at finde de lidt tungere skyts frem og gå rettens vej.   

På vegne af Anja Larsen anlægger Malernes Fagforening et civilt søgsmål mod mesteren. 

I byretten bliver det klart, at afskedigelsen af Anja Larsen er i strid med forskelskelsbehandlingsloven.

Dommeren slår fast, at Anja Larsen efter arbejdsskaden er omfattet lovens handicapbegreb. Derfor var opsigelsen af hende i strid med forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2, der blandt andet fastslår, at der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere. Med andre ord, så kunne mesteren ikke tillade sig at fyre Anja Larsen på grund af, at hendes arbejdsevne var svækket efter ulykken.

Arbejdsskadesag er stadig i gang 

Anja Larsen får en godtgørelse fra arbejdsgiveren på godt 210.000 kroner, svarende til 9 måneders løn. 

- Jeg er glad. Jeg er lettet. Jeg er ikke sur på min tidligere arbejdsgiver, men jeg er skuffet, siger Anja Larsen. 

I forhold til selve ulykken, der har nedsat Anja Larsens arbejdsevne med 20 procent, så nægter arbejdsgiveren at have skyld i, at hun kom til skade. Under retssagen påstod mesteren, at Anja Larsen og hendes kollega skulle have fået firmaets chauffør til at rykke det tunge stillads, når der var behov for det. Dette er dog ikke noget, de var blevet informeret om, fortæller Anja Larsen. Der kører fortsat en sag om arbejdsskadeerstatning mod mesteren. 

Anja Larsen ved endnu ikke, hvad fremtiden vil bringe for hende. 

- Men malerfaget er nok slut for mig, siger hun. 

Læs mere om Anja Larsens sag og forskelsbehandling i næste nummer af Fagbladet Maleren. 

Development: Hjemmesider.dk