Hummelgaard: Fradrag til gule fagforeninger bør reduceres

Oprettet: 24.09.2019

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er personligt ikke tilhænger af, at medlemmer af de såkaldte gule fagforeninger som Krifa og Det Faglige Hus kan trække lige så meget fra i skat som medlemmer af overenskomstbærende fagforeninger. Det er dog ikke noget, regeringen har planer om at ændre.

Medlemmer af gule fagforeninger får skattefradrag for deres indbetalte kontingenter på lige fod med medlemmer af overenskomstbærende fagforeninger som Malerforbundet.

Men det er ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard helt skævt:

Højere fredrag til de røde

- Ideen med at have forskellige former for fradrag i vores skattesystem er jo, at vi gerne vil fremme bestemte ting. Vi giver et fradrag på fagforeningskontingenter, fordi vi gerne vil fremme, at folk organiserer sig. Og vi ønsker, at folk organiserer sig i fagforeninger, som også er med til at understøtte, at der bliver tegnet overenskomster, og at de aftaler, der bliver lavet på arbejdsmarkedet, de holder, siger Peter Hummelgaard i et interview med Fagbladet Maleren.

I bogen ’Den Syge Kapitalisme’ fra 2018 beskriver Peter Hummelgaard selv, hvordan man bør styrke rammevilkårene for den Danske Model. Helt konkret foreslår han i bogen, at skattefradraget for fagforenings- og a-kassemedlemskab øges, mens fradraget for medlemskab af såkaldte gule fagforeninger skal reduceres, og dækningsgraden på dagpenge øges.

Ingen planer fra regeringen 

Adspurgt, om det stadig er hans holdning, at fradraget for de gule fagforeninger reduceres, svarer ministeren:

- Ja da. Det mener jeg helt bestemt. Lige nu har jeg bare den konkrete politiske udfordring, at jeg har svært ved at se et flertal for det. Både Dansk Folkeparti og De Radikale er indædte modtagere af det her. Og det er de borgerlige partier naturligvis også. Men jeg mener klart, det er en god ide. Jeg har i mange år ment, at det var helt omsonst, at det fradrag også gik til foreninger, der ikke tegner overenskomster, siger Peter Hummelgaard.

Han fastslår dog, at det er hans egen personlige holdning, og at der ikke er planer på vej fra regeringen om ændringer på området.  

Læs hele interviewet med Peter Hummelgaard i næste nummer af Fagbladet Maleren (omdeles i starten af oktober). 

 

Development: Hjemmesider.dk