Lærlinge | 18. oktober 2019

Hvor er tilliden, mester?

“Eleverne er villige til at binde sig til jer med ordinære praktikaftaler, der varer uddannelsen ud. De er parate til at lægge deres fremtid og faglighed i jeres hænder. Hvordan kan det være, at I ikke er villige til at udvise samme tillid, engagement og forpligtigelse den anden vej?”

Debatindlæg af: Mette Juul Romme, faglig sekretær i Malernes Fagforening Storkøbenhavn

De korte uddannelsesaftaler blev indført efter finanskrisen for at sikre, at flere virksomheder tog lærlinge, selvom ordrebogen ikke var bugnende. Nu er beskæftigelsen rekordhøj men arbejdsgiverne holder fast i brugen af den korte uddannelsesaftale.

Når en kort uddannelsesaftale bliver afløst af endnu en kort uddannelsesaftale, og ikke bliver gjort til en ordinære uddannelsesaftale, kan det føles som et tillidsbrud mellem lærlingen og mesteren. Arbejdsgivere bør forpligtes efter én kort uddannelsesaftale at skulle indgå i en ordinær uddannelsesaftale på den resterende tid lærlingen har tilbage for at blive udlært.

Vi så gerne, når nu både regeringen og arbejdsgiverforeningerne ikke vil afskaffe korttids- aftalerne, at der som minimum sættes en deadline på, hvornår en kort uddannelsesaftale skal fornyes.

Vi har oplevet at lærlinge har svært ved at klare den ukendte fakta om de er købt eller solgt. Hvis der var en skæringsdato på f.eks. to måneder før for, hvornår uddannelsesaftale blev forlægnet eller ej, ville det fjerne det unødigt psykiske pres på lærlinge.

Vi ser lige nu et generelt stigende pres på de unge. Og vi ser desværre en stigende tendens til depression hos vores unge medlemmer. På bare en uge er fire unge kommet ind til os med tegn på depression. Det tager vi meget alvorligt.

En lærling har følt sig psykisk presset til at gå syg på arbejde, da truslen om ikke at få forlænget sin uddannelsesaftale jævnligt blev nævnt.
Dette er sket i en branche hvor udannelsaftalerne ikke hænger på træerne.

Arbejdsgiverne bør også tænke på de sociale aspekter. Eleverne kan få svært ved at skabe sociale relationer til svende og de andre lærlinge, når alle ved, at de kan være væk om ganske kort tid.

En analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut EVA fra 2017 viser, at frafaldsprocenten for elever med korte uddannelsesaftaler er 18 procent højere end for elever med ordinære aftaler. Det skyldes blandt andet den store usikkerhed, der opstår hos eleverne.

Jeg har dette spørgsmål til mestrene: Eleverne er villige til at binde sig til jer med ordinære praktikaftaler, der varer uddannelsen ud. De er parate til at lægge deres fremtid og faglighed i jeres hænder. Hvordan kan det være, at I ikke er villige til at udvise samme tillid, engagement og forpligtigelse den anden vej?

Når arbejdsgiver ikke vil være med til afskaffe de kort uddannelsesaftaler, så lad os finde nye måder at lette det psykisk pres, der i dag er på de unge mennesker.

Vi opfordrer Danske Malermestre og Danske Byggeri til at indgå i et positivt samarbejde. Vi foreslår, at der indføres en regel i de korte uddannelsesaftaler hvor der minimum to måneder før uddannelsesophør findes klarhed om uddannelsen kan fortsætte hos mesteren.


Del: