Lærlinge | 07. februar 2020

Ungdomsformand: Af hjertet tak

Læs Ida Madsens beretning om mandag den 3. februar, hvor hun og de øvrige forhandlere blev klappet ind.

Indlæg af: Ida Nørrelund Madsen, Formand for MFD Ungdom 

Jeg var med i mandags, da forhandlingsudvalgene fra arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden mødtes for at udveksle krav til overenskomsten. 

Det er første gang, at en repræsentant fra MFD Ungdom er med til overenskomstforhandlingerne. Og det var en stor ære for mig at tage del i så vigtig en begivenhed.

Jeg følte mig som en rockstjerne, da vi blev klappet ind til mødet med arbejdsgiverne af alle de skønne tillidsvalgte og kollegaer, der var mødt op for at vise deres støtte til os. Der var rød røg, faner, klapsalver og smil så langt, jeg nåede at se, på vej ind i forbundshuset. Så jeg siger af hjertet tak til de fremmødte. Og jeg ved, at vi også har støtte fra mange flere, som ikke havde mulighed for at møde op på dagen.

Medlemmernes ønsker 

Da vi kommer ind i forbundshuset, går vi først ind i vores eget mødelokale, som er det rum, vi fremover vil tilbringe mange timer i, når forhandlingerne står på. Efter kort tid går vi op i hovedbestyrelsens mødelokale, og hilser pænt på arbejdsgiversiden, bestående af Danske Malermestre og Dansk Byggeri. Selve mødet er en kort fornøjelse, hvor vi fra hver side fremlægger vores krav. 

Malerforbundet har forud for disse forhandlinger rakt ud til medlemmerne, for at få svar på, hvad medlemmerne har af ønsker til overenskomsten. Til tillidsrepræsentanternes topmøde i september sidste år, blev disse ønsker prioriteret af de deltagende tillidsfolk fra hele landet. De krav vi fremlagde i mandags udformet efter medlemmernes ønsker om blandt andet forbedringer inden for løn, pension, social dumping, arbejdsmiljø, akkord og prisliste, samt elevbestemmelser m.m.

Det betyder meget for MFD Ungdom, at OK20 kommer til at bære frugt. Vores gennemsnitsalder i bestyrelsen ligger på 23,8 år, og med den alder kan man forvente at skulle arbejde, til man bliver 74 år gammel. Hvis vi skal nærme os et arbejdsliv som håndværkere, hvor den pensionsalder er en realitet, skal der gøres noget ved vores arbejdsmiljø. Og det ville heller ikke være tosset at tjene mere i løn og pension, når nu vi er i gang.

Store forventninger 

Arbejdsgiverne afviste ikke umiddelbart nogle af kravene, men meldte om mørke skyer, som medførte konkurser, selv ved de store virksomheder. Jeg har nu ellers den forståelse, at vi er i økonomisk vækst og har en lav ledighed, så jeg har fortsat store forventninger til de kommende forhandlinger.

Næste gang vi mødes med arbejdsgiverne går vi for alvor i gang med at forhandle vores krav, og de krav arbejdsgiverne i øvrigt også havde. Og så bliver det spændende om vi kan nå til enighed med arbejdsgiverne om en ny overenskomst eller om vi må gå hver til sit med uforrettet sag.

Jeg glæder mig uanset hvad umådelig meget til at deltage i kampen for vores fremtidige rettigheder, og til at repræsentere jer efter bedste evne. Tak for jeres input og opbakning.


Del: