Nu kan du komme gratis på Arbejdermuseet

Oprettet: 06.11.2017

Malerforbundet har indgået en aftale med Arbejdermuseet, der betyder, at du kan tage din partner og dine hjemmeboende børn gratis med på museum i København.

Hvem var Thorvald Stauning? Hvordan startede Den Russiske Revolution? Og hvad er Richs kaffe for noget? Alle svarene findes på Rømersgade 22 midt i København. Bedre kendt som: Arbejdermuseet.

Malerforbundet har nemlig indgået en støtteaftale med museet, der betyder, at forbundet hvert år giver en krone pr. medlem, mod at alle medlemmer inklusive deres partner og hjemmeboende børn kan komme gratis på museum.

-Vi har indgået aftalen, fordi vi ønsker at støtte op om vores egen og de andre arbejderes historie. For eksempel var formanden for De samvirkende Fagforeninger, som gik forud for nutidens LO, Jens Jensen, maler. Han spillede en afgørende rolle i forhandlingen om Septemberforliget i 1899, som er grundstenen i den måde, vi i dag har indrettet vores arbejdsmarked. Det er da spændende! Siger organisationssekretær Susanne Rasmussen.

Husk dit medlemskort
Museet ligger tæt på Nørreport Station, og i de kommende måneder kan du blandt andet komme med til juletræsfest (koster 25 kroner for voksne, da det er et særarrangement. Din entré er stadig gratis, red.), samt lære om Den Russiske Revolution

Du skal vise dit medlemskort for at kunne komme gratis på museum. Så husk det! Har du mistet dit medlemskort, kan du bestille et nyt hos LO Plus.

Du kan læse meget mere om Arbejdermuseet og de kommende udstillinger her.   

Development: Hjemmesider.dk