Arbejdsmiljø | 14. februar 2018

Kvinder i malerfaget har flere skader end mandlige kolleger

Belastende og gentagne bevægelser kan give svære skader. Et nyt studie konstaterer, at kvindelige malere er udsatte for en særlig håndledsskade. Forskere bag undersøgelsen vurderer, at forebyggelse kan have stor effekt.

Blandt malere har det længe været kendt, at kvinder oftere melder om skader i arme og skuldre end mænd. Men man har ikke vidst, om det skyldes, at kvinder er bedre til at mærke og melde skader, eller om arbejdet belaster dem mere.

En ny stor undersøgelse fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital viser nu, at flere kvinder end mænd i malerfaget får skader ved samme belastning.  Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø.

Resultatet står skarpt, når man kigger på håndledsskader
Kvinder og mænd i malerfaget udfører ofte de samme typer opgaver med samme belastning. Men da mænd i gennemsnit er 50-70 procent stærkere end kvinderne, vil kvinder bruge relativt flere kræfter på opgaverne. Tesen bag undersøgelsen er, at det er dét, som fører til flere belastningsskader.

Forskerne fra Bispebjerg Hospital har specifikt undersøgt for karpal-tunnelsyndrom (KTS), der er en skade ved håndleddet. Leder af undersøgelsen, overlæge og ph.d. Jane Frølund Thomsen, siger:

-Kvinder har som udgangspunkt 3-4 gange flere tilfælde af KTS sammenlignet med mænd. Vi kan også konstatere, at forekomsten af KTS stiger mere for kvinder end for mænd ved stigende belastning, siger hun til Magasinet Arbejdsmiljø.

Ferskerne ved endnu ikke, hvilken forebyggelse der virker bedst
For at undgå KTS og lignende belastningsskader er det vigtigt at skabe variation i arbejdet, så man undgår de mange gentagne bevægelser. Men der er endnu ikke forsket i, hvilken forebyggelse, der vil virke bedst mod KTS.

Jane Frølund Thomsen forventer dog, at det er forskellen i mænds og kvinders styrke, der spiller ind, og at styrketræning derfor kan forventes at gøre en forskel for kvinderne. Men hun understreger, at der endnu ikke er forskningsmæssigt belæg for dette.

Forskerne vil nu gå videre med de nye resultater og undersøge for andre skader i arme og skuldre.


Del: