Arbejdsmiljø | 26. juli 2019

Tilbage på arbejde efter sommerferien – Sådan får du den bedste start

Puuuha. Efter flere ugers sommerferie, kan det være svært at komme i gang igen. 

Sommerferien lakker mod enden. Du har koblet af, været ude at rejse eller måske bare nydt den danske sommer sammen med familie og venner. Nu kalder arbejdet og hverdagen igen.

Det er her vigtigt, at du giver dig selv en god start, hvor du går stille og roligt i gang med opgaverne og undgår at køre for hårdt på i starten. At lægge for hårdt ud med arbejdet kan nemlig resultere i, at du går sur i hverdagen, mister den gode effekt, ferien har haft på dig, eller i værste fald bliver depressiv eller stresset.

Her er 5 gode råd til, hvordan du får den bedste start efter endt sommerferie:

1: Få styr på døgnrytmen

Du har måske sovet længere end normalt i din ferie, så brug gerne de sidste dage inden ferien til gradvist at skubbe din søvn evt en time hver dag. Det er også en god ide at undgå brug af telefoner og tablets lige før sengetid, da det kan have en negativ effekt på din søvn.

2: Pres ikke dig selv

Selvom du måske føler dig fyldt op med energi, så skal du ikke lægge et unødigt pres på dig selv og din arbejdsindsats den første uge. Sæt sammen med mester realistiske mål for, hvor meget du kan nå og hvor meget, der skal indhentes.

3: Start med de små opgaver

Trap arbejdet stille og roligt op. Start med de små opgaver i stedet for at gå i krig med en stor opgave som noget af det første. Husk, at dit sind og din krop har slappet af i ferien og har brug for at vænne sig til hverdagen igen.

4: Dyrk dine kolleger

Dine kolleger betyder meget for din arbejdsglæde. Hvis du har mulighed for det, så tal med dem om, hvad de har lavet i ferien og fortæl om dine egne oplevelser.

5: Kan noget gøres anderledes?

Når du har været væk fra dit arbejde og rutinerne i et stykke tid, har du måske haft rum til at tænke nye – og kreative – tanker? At vende tilbage fra ferie er en oplagt mulighed for at indføre nye vaner eller afprøve anderledes teknikker.

Kilde: Bjarne Toftegaard, stress-specialist.


Del: