Topmøde: Tillidsfolk er samlet for at debattere OK20 og arbejdsmiljø

Oprettet: 02.09.2019

Hvilke ønsker og forventninger har medlemmerne til overenskomstforhandlingerne 2020? Og hvordan opnår vi et bedre arbejdsmiljø? Det er hovedtemaerne, der de næste to dage skal debatteres til Malerforbundets Topmøde.

85 tillidsfolk fra hele landet er mandag og tirsdag samlet på Konventum i Helsingør for at debattere overenskomstforhandlingerne 2020 og arbejdsmiljø.

Dag 1 står i overenskomstens tegn. Her vil forbundsformand Martin B. Hansen klæde de mange tillidsfolk på til næste års overenskomstforhandlinger. Hvordan er systemet skruet sammen? Hvad skal der konkret ske, når vi fra januar 2020 starter forhandlingerne om en ny overenskomst for medlemmerne på det private område? Og måske allervigtigst: Hvilke ønsker og forventninger har medlemmerne til forhandlingerne? Dét og meget andet vil der komme svar på i løbet af mandag.

På dag 2, tirsdag, skal arbejdsmiljøet vendes og debatteres. For hvordan står det til ude på arbejdspladserne? Hvad oplever medlemmerne? Og hvordan kan vi gøre det hele meget bedre? Det vil der også komme bud på i løbet af tirsdagen.

Du kan følge med i Topmødet her på hjemmesiden samt på forbundets facebookside og på Instagram.

Development: Hjemmesider.dk