Arbejdsmiljø | 26. november 2019

Ondt i skuldrene? Her er tre nemme øvelser

Ensformige og monotone arbejdsopgaver kan med tiden give dig smerter i skuldrene. 

Døjer du med smerter, er der gratis hjælp at hente via din sundhedsordning. Det kan du læse mere om her. 

Sundhedsordningen giver dig gratis behandlinger hos balndt andet fysioterapeut, massør eller kiropraktor. 

Du kan også styrke dine led ved at lave tre simple elastikøvelser hjemme: 

1. sideløft

  • Stil dig med let spredte ben oven på en elastik. 
  • Løft armene. De skal være let bøjede i albuen, ud til siden og op. Når overarmen er over vandret, sænker du armene igen – Stille, roligt og kontrolleret. De må ikke falde ned med et klask. 
  • Sørg for at holde armene en tand foran kroppen, så du kan se dem. 

2. Skulderbladsklem 

  • Justér længden på din elastik, så den passer til bredden af dine skuldre og hold armene strakt frem foran kroppen. 
  • Træk armene ud til siden og bagud indtil elastikken rammer din brystkasse, Før armene kontrolleret tilbage. Du må ikke bare give slip. 
  • Sørg for, at albuer og håndled er let bøjede under øvelsen. Du må ikke overstrække leddene. 

3. Udad-drejning

  • Sæt den ene ende af elastikken fast om fx et dørhåndtag eller et bordben. 
  • Placér dig så elastikken er spændt, og hold armen, der holder fast i elastikken, ud fra kroppen med en knytnæves afstand. 
  • Drej underarmen ud til siden og tilbage igen. Husk at holde albuen i en 90-graders vinkel. 

 

 


Del: