Bygningsmaler | 08. januar 2020

Nick tager til Australien: Skal lære gamle maleteknikker

22-årige Nick Richter arbejder som maler i Den Gamle By i Århus. Til sommer bliver han udlært svend, men inden da tager han på 2,5-måneds udveksling i Australien. Han vil nemlig lære endnu mere om de gamle teknikker.

Vi møder Nick Richter i Den Gamle By en onsdag eftermiddag i januar, hvor han går og istandsætter en restaurant fra gammel tid. Han har sammen med kollegerne slebet vægge og spartlet i den gamle bygning. Nu skal der males lofter og senere tapetseres. Det hele foregår efter de gammeldags håndværksteknikker.

– Det hele er meget autentisk, og vi prøver så vidt muligt også at bruge de produkter, man brugte dengang, siger Nick Richter.

Han har stor respekt for det gamle håndværk, og mener, at man kan lære meget af, hvordan de gjorde tingene i gamle dage. Han har tidligere været i Frankrig for at lære om marmorering og vægdekorationer. Og dagen efter vores møde med ham tager han til Australien for at lære endnu mere om de gamle maleteknikker.

Nick Richter skal i 2,5 måned arbejde som maler på frilandsmuseet Sovereign Hill i Golden Point, der er en forstad til Ballerat, Victoria. Museet er én stor udstilling af tiden efter opdagelsen af guld i 1850-tallet, og der er ligesom i Den Gamle By en masse ældre bygninger, der skal restaureres og vedligeholdes i tråd med den gamle stil.

– Man kan lige så godt lære så meget som muligt. Det er derfor jeg gør det. Jeg synes, det er spændende at lære de gamle teknikker og blive inspireret. Jeg forventer at få en masse nye erfaringer med malerfaget og lære en ny kultur og nye mennesker at kende, siger Nick Richter.

Han synes, det er ærgerligt, at der ikke er flere –  især unge – malere, der drager ud i verden og får inspiration:

– Der er mange unge, der bare vil blive herhjemme, arbejde og tjene penge. Sådan er det nu til dags, og det er lidt ærgerligt. At rejse ud handler ikke bare om at få erfaring. Det handler også om respekt for håndværket. At male skal ikke bare overstås for at tjene penge. Det skal også gøres ordentligt, synes jeg.

Nick Richter vender hjem fra Australien sidst i marts 2020 og vi følger op på, hvordan hans tur har været og hvad han har lært af de australske malere.  

 


Del: