Ny ferielov træder i kraft i år – Det skal du vide

Oprettet: 21.01.2020

En ny ferieordning er på vej. Her er de vigtigste elementer, du skal vide, i forhold til den nye ferielov og overgangsperioden:

Den 1. september 2020 træder en ny ferielov i kraft. Den nye ferielov giver dig samme ret til ferie, som du har i dag, og der vil fortsat være to former for feriebetaling: Ferie med løn og ferietillæg eller ferie med feriegodtgørelse. Det er især dig, der har ferie med feriegodtgørelse, der vil opleve væsentlige ændringer.

Ferieloven, som vi kender den i dag: Den forskudte ferie

I dag afholder og optjener vi vores ferie efter et princip, som kaldes forskudt ferie. Det vil sige, at vi optjener ferien forskudt. Vi optjener 25 dages ferie i et kalenderår, som først kan afholdes fra 1. maj efter det år, vi optjente ferien, i en 12-måneders ferieafholdelsesperiode. Det betyder, at hvis du har arbejdet og optjent ferie fra for eksempel 1. januar 2017 til 31. december 2017, optjente du 25 dages ferie, som du kunne afholde i perioden 1. maj 2018 til 30. april 2019. Som ny eller tilbagevendt på arbejdsmarkedet kan du ifølge den nuværende ferielov komme til at vente op til 16 måneder på at få din optjente ferie udbetalt. Det er hovedårsagen til, at EU har pålagt Danmark at ændre ferieloven.

Den nye ferielov, optjening og afholdelse: Den samtidige ferie

Den væsentligste ændring ved den nye ferielov bliver indførslen af samtidighedsferie. Her optjener og afholder du som lønmodtager din ferie samtidig, og du skal ikke vente op til 16 måneder med at få ferien udbetalt. Du optjener stadig de samme 25 feriedage om året, men både optjeningsperioden og ferieafholdelsesperioden bliver ændret. Det vil sige, at ferieåret ikke længere er fra 1. maj til 30. april, men kommer til at løbe fra 1. september til 31. august.

Du optjener ferie løbende

Ferielovens nye princip om samtidighed betyder, at starter du for eksempel på et nyt arbejde 1. september 2020, vil du allerede fra 1. oktober 2020 have optjent 2,08 dages ferie, som du kan afholde med det samme efter aftale med din arbejdsgiver.

Feriekortet udgår

Men den nye lov, skal du ikke længere bruge feriekortet, som du er vant til. Når den nye ferielov træder i kraft, skal din arbejdsgiver løbende indberette dine feriepenge på Feriepengeinfo, hver gang du får udbetalt løn. Dette gælder også, selvom du er omfattet feriekassen. 

Hvor ser jeg så mine feriepenge? – Og hvordan får jeg dem udbetalt?

Du vil altid kunne følge med i dine feriepenge inde på hjemmesiden Feriepengeinfo. Det er også her, du skal ansøge om at få dine feriepenge udbetalt. Du kommer ind på Feriepengeinfo via Borger.dk. Du kan også ringe til Feriepengeinfo på tlf: 70 11 42 42.

Ferie på forskud

I den nye ferielov får du mulighed for at holde ferie på forskud. Hvis du kan aftale det med din arbejdsgiver, har du mulighed for at holde ferie inden du har optjent den.

Hvis du stopper hos arbejdsgiveren inden ferien når at blive optjent, vil arbejdsgiverne have mulighed for at modregne værdien af den afholdte ferie i tilgodehavende løn.

Overgangsperioden

Inden en ny ferieordning træder i kraft skal vi igennem en overgangsordning. Formålet er at sikre, at overgangen mellem den nuværende og den nye ferieordning sker så smidigt som muligt.

Den 1. september 2019 startede en særlig 12-måneders periode: Herfra og frem til 31. august 2020 indefryses dine optjente feriepenge, indtil du forlader arbejdsmarkedet.

Din arbejdsgiver indbetaler de feriepenge, du har optjent i perioden, til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler. Fonden forvalter og forrenter dine penge, indtil den dag, du forlader arbejdsmarkedet. Arbejdsgiveren har mulighed for at udskyde indbetalingen til fonden, indtil du kan få dem udbetalt.

Hvorfor indefryses mine feriepenge?

En af årsagerne til indefrysningen og den sene betaling til medarbejderen er virksomhedens likviditet, da virksomheden i overgangsåret ellers ville komme til at betale dobbelt ferie til alle medarbejdere.

OBS: Du mister hverken feriepenge eller ret til ferie. Indefrysningen gør, at du starter i det nye feriesystem, uden et overlap med dobbeltferie.

Hvornår får jeg mine penge udbetalt?

Du kan få dine indefrosne feriepenge udbetalt den dag, du forlader arbejdsmarkedet. Det vil sige:

- Du er gået på folkepension, seniorpension, efterløn, førtidspension eller har fået tilkendt flexordning.

- Du tager varigt ophold i udlandet.

Hvad sker der med mine penge, hvis jeg dør, før jeg forlader arbejdsmarkedet?

Så bliver pengene udbetalt til dine efterladte.

Hvad sker der, hvis arbejdsgiveren vælger at beholde pengene i sit firma, og det så går konkurs?

Det har ikke nogen betydning for dig, for dine penge er sikret i fonden. Det er fonden, der udbetaler pengene, og du skal ikke have fat i en arbejdsgiver for at få dem.

Dine feriepenge bliver forrentet på samme måde, uanset de er indbetalt til fonden, eller arbejdsgiveren har beholdt dem i virksomheden.

Vigtigt at tjekke arbejdsgiverens indberetning

Den 31. december 2020 skal alle arbejdsgivere senest have indberettet til Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler hvad du har optjent af feriepenge fra 1. september 2019 til 31. august 2020.

Du får besked af fonden i din digitale postkasse i foråret 2021 om, hvor mange feriepenge der indberettet af din arbejdsgiver og det er vigtigt du tjekker at beløbet er rigtigt.

Du har 5 år fra beskeden om indberetningen er sendt til dig, til at gøre indsigelse hvis beløbet er forkert.

Er du i tvivl, så kontakt fagforeningen.

FERIE – HVORNÅR OG HVORDAN?

• Den ferie, du har optjent i 2018, kan du som hidtil afholde fra maj
2019 til maj 2020.
• Den ferie, du har optjent fra 1. januar 2019 til 31. august 2019 kan
afholdes fra 1. maj 2020 til 31. august 2020 (op til 16,64 feriedage).
• Fra 1. september 2020 optjener og afholder du ferie sideløbende
(2,08 dage om måneden og 0,96 pr. 14. dag).

SOMMERFERIE 2020
Du kommer altså til at have 16,64 feriedage til rådighed i perioden 1.
maj 2020 til 31. august 2020. Det svarer til lidt over tre ugers ferie. Vil
du gerne holde længere sommerferie i 2020, skal du efter aftale med
din arbejdsgiver gemme nogle feriedage fra det år, vi er i nu.

EFTERÅRSFERIE 2020
Når vi kommer til efterårsferien i 2020, er den nye ferieordning lige
trådt i kraft. Det betyder, at du som 14. dages lønnet vil have 2,88 feriedage
optjent i september. Hvis du samtidig kun har brugt 15 feriedage
i forbindelse med sommeren, har du 1,64 feriedage i overskud. Det er
næsten nok til en hel efterårsferie, men ikke helt.
Derfor kan du vælge at bruge feriefridage, eller du kan få ’ferie på forskud.’
Det betyder, at du kan aftale med din arbejdsgiver, at du afholder betalt ferie, før den er optjent.

 

Development: Hjemmesider.dk