OK2020 | 04. marts 2020

Malersvend: Lige løn for lige arbejde

Debatindlæg af: Malersvend Svend Isaksen, Vejle

Jeg er stolt af den danske model, der gør, at det i dette land er arbejdsmarkedets parter, der selv forhandler løn- og arbejdsvilkår. Lige nu står vi midt i sådanne forhandlinger. Men noget er helt galt.

Som medlem af Malerforbundet har jeg ligesom alle andre medlemmer selv været med til komme med overenskomstkrav og vi har i fællesskab prioriteret disse krav. Vi er alle forskellige og har forskellige behov og ønsker til vores arbejdsliv. Men ét ønske, der går igen blandt os malere, er, at mindstelønnen skal op.

Det giver nemlig ikke nogen mening, at vores mindsteløn i overenskomsten hedder 127, 85 kroner i timen, når ingen malersvende går til den lave timeløn. Lige bortset fra vores udenlandske kollegaer. Og her er problemet. For mens vi svende og vores mestre udmærket ved, at normallønnen ligger på omkring de 180 kroner i timen, så bliver vores kollegaer – ofte fra Østeuropa – snydt så vandet driver og underbetalt med den uholdbare mindsteløn, der lige nu er i vores overenskomst.

DA og DI har for meget magt

Vi malersvende er hverken grådige eller urimelige. Vi ønsker blot fair forhold og lige løn for lige arbejde. I virkeligheden er det en solidarisk tankegang, der ligger bag vores krav. For hvorfor skal en dansk malersvend gå til 180 kroner i timen og se sin udenlandske kollega lave det samme arbejde til under 130 kroner i timen? Efter min mening burde vi have en mindsteløn 145 kroner, så der også er mulighed for at opnå den højeste dagpengesats.

Man skulle tro, at Danske Malermestre, som vi måtte afbryde vores forhandlinger med i fredags, kunne se både rimelighed og fordele i, at vi sammen fik løftet bundet. For deres medlemmer lider jo også under den unfair konkurrencer, der kommer som følge social dumping.

Men her er det, at noget går helt galt.

For både Danske Malermestre og Dansk Byggeri afviste åbenbart en fair forhøjelse af mindstelønnen. Hvorfor? Som arbejdsgiver med respekt for sig selv og vores fag, burde der vel ikke være noget problem i at aflønne os malersvende ordentligt? Jeg kender ikke til deres grunden for deres modstand, men meget tyder på, at det er Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Dansk Industri, der har lidt for meget magt over malermestrene, og dikterer, hvad de må og ikke må forhandle om. Det er sørgeligt, men også meget problematisk og helt ude i hampen, at vores arbejdsgivere bare læner sig tilbage og nægter at forhandle om det her. Nu må nok være nok.


Del: