• Til oktober har du mulighed for at få tre ugers indefrosne feriepenge udbetalt. 

Guide: Udbetaling af dine indefrosne feriepenge

Oprettet: 27.08.2020

For at få gang i hjulene i kølvandet på coronakrisen har politikerne besluttet, at du kan få en del af dine indefrosne feriepenge udbetalt til efteråret. Men hvornår, hvordan og hvor mange penge? Få svar på dine spørgsmål her:

Hvor mange feriepenge kan jeg få udbetalt?

Det er besluttet, at lønmodtagerne kan få tre ud af fem ugers indefrosne feriepenge udbetalt.

Hvor mange feriepenge du har til gode, kommer an på, hvor meget du har arbejdet i perioden 1. september 2019 til den 31. august 2020, hvor de indefrosne feriepenge er blevet optjent.  Du kan tjekke, hvor meget du cirka har til gode i beregneren her: https://maler.dk/indefrosneferiepenge.

Husk, der skal betales skat af beløbet.

De indefrosne feriepenge bliver ikke modregnet i andre overførselsindkomster og kommer heller ikke til at påvirke muligheden for at blive berettiget til en offentlig ydelse.

Hvornår kan jeg få pengene udbetalt?

Det er frivilligt, om du vil have de tre ugers feriepenge udbetalt. Og du skal derfor selv søge om at få dem udbetalt på borger.dk. Du kan søge dem fra starten af oktober 2020 og indtil 1. december 2020.

Hvis du ikke beder om pengene inden 1. december 2020, bliver de stående, og du får dem først automatisk udbetalt, når du går på pension eller af andre grunde trækker dig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Hvordan søger jeg om at få pengene udbetalt?

Du skal anmode om dine feriepenge digitalt via borger.dk, hvor du logger på med NemID. Du skal ikke vedlægge dokumentation. Efter få dage modtager du et brev med præcis angivelse af, hvor mange penge du får udbetalt, og hvornår de udbetales.

Du skal forvente, at der går op til to uger, fra du beder om pengene, til du får dem udbetalt på din konto.

Hvorfor er mine feriepenge indefrosset?

Siden den første september 2019 er alle dine feriepenge blevet indefrosset. Det skyldes, at man går over til et nyt feriesystem fra september 2020. I overgangen til det nye år var det derfor nødvendigt at fryse feriepengene inde, så lønmodtagerne ikke skulle have udbetalt ’dobbeltferie’. Penge bliver placeret i "Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler," der administreres af  LD Fonde.

Efter planen skulle lønmodtagerne først få udbetalt de indefrosne feriepenge, når de forlader arbejdsmarkedet. Men det er der nu blevet lavet om på.

Hvorfor kan jeg nu få feriepengene udbetalt alligevel?

Coronakrisen har ramt dansk økonomi hårdt. Der er brug for at få gang i forbruget. Derfor har politikerne besluttet at frigive nogle at danskernes indefrosne feriepenge.

Hvor meget får jeg i afkast, hvis jeg vælger at lade mine tre ugers indefrosne feriepenge blive stående i fonden i stedet for at få dem udbetalt?

Dine feriemidler reguleres løbende med det resultat, som LD Fonde skaber, så længe midlerne står i Lønmodtagernes Feriemidler. Alle får samme reguleringssats, således at resultatet fordeles forholdsmæssigt til lønmodtagerne ud fra den enkeltes andel af de samlede feriemidler. Hvis du vælger at lade alle dine opsparede feriemidler blive stående, vil du have en større andel af den samlede feriemiddelformue, end hvis du vælger at få op til 3 uger af feriepengene udbetalt.

LD Fonde investerer de feriemidler, der indbetales af arbejdsgivere, som ikke ønsker at beholde midlerne som likviditet i virksomhederne. Det investeringsafkast, der opnås, indgår i fondens resultat. Arbejdsgivere skal betale en årlig rente (svarende til lønudviklingen) af de feriemidler, de har beholdt i virksomhederne. Selv om arbejdsgiverne først skal betale renterne i forbindelse med indbetaling af feriemidlerne til Lønmodtagernes Feriemidler, indgår renterne i det løbende resultat, der tilskrives lønmodtagernes midler. Reguleringen af lønmodtagernes feriemidler sker på den måde uafhængigt af, hvornår arbejdsgiverne betaler renterne.

Fondens resultat består af et investeringsafkast samt en renteindtægt fra midler, der står hos arbejdsgiverne. Herfra trækkes pensionsafkastskat og omkostninger. Der trækkes kun pensionsafkastskat af investeringsafkastet. Omkostningerne er lave, bl.a. fordi en del af administrationsomkostningerne bæres af arbejdsgiverne.
Hvor stort investeringsafkastet bliver er forbundet med samme usikkerhed, som et afkast på bankernes investeringspuljer og fonde er.

Den del af feriemidlerne, der står hos arbejdsgiverne, er godt beskyttet mod tab og giver samtidig en forrentning, der aktuelt er bedre end renterne på sikre obligationer.
(kilde: LD Fonde)

 

Flere spørgsmål? 

Din lokale fagforening står altid klar til at hjælpe dig med råd og vejledning. 

Development: Hjemmesider.dk