Arbejdsmiljø | 16. december 2020

”Seksuel chikane på arbejdspladsen er et samfundsproblem”

Der skal gøres op med seksuel chikane, vulgære kommentarer og uønskede berøringer på landets arbejdspladser. Derfor begynder regeringen og arbejdsmarkedets parter torsdag trepartsforhandlinger, som skal komme med forslag til, hvordan der bliver sat ind på hele arbejdsmarkedet for at få stoppet krænkende adfærd generelt på arbejdspladserne.

Trepartsforhandlingerne er en udløber af den aktuelle debat om seksuel chikane, hvor især kvinder, men også mænd er stået frem og fortalt, at de er blevet krænket på jobbet. Forhandlingerne begynder torsdag kl. 13 og skal køre løbende frem til sommer.  

Forhandlingerne er et af de 14 initiativer, som regeringen for nyligt lancerede for at få bugt med den grænseoverskridende adfærd på arbejdsmarkedet. Et andet af initiativerne er blandt andet, at den kommende whistleblowerlov skal give alle ansatte mulighed for at henvende sig via whistleblower-ordningen om tilfælde af seksuel chikane på arbejdspladsen, de selv har været udsat for eller overværet. 

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard udtaler i en pressemeddelelse: 

– Seksuel chikane på arbejdspladsen er et samfundsproblem, vi skal gøre noget ved. Først og fremmest kan det få store konsekvenser for dem, det går ud over, og det er også respektløs, så det skal stoppes. Vi kan se, at problemet findes alle steder på arbejdsmarkedet, men især hos de lavestlønnede, og derfor er det vigtigt, at vi involverer arbejdsmarkedets parter, så det vi gør, kommer så bredt ud som muligt. Vi skal blandt andet drøfte, om der er behov for ændringer af reglerne for at skabe den kulturændring, som der er brug for.

Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, siger:

– Jeg er glad for, at regeringen nu inviterer til forhandlinger om bekæmpelse af seksuel chikane på arbejdsmarkedet. Ingen skal opleve seksuel chikane eller andre former for chikane på jobbet, og ingen skal stå alene med problemerne. Seksuel chikane på arbejdspladserne er et ledelsesproblem, der kun løses, hvis den enkelte arbejdsplads lever op til sine forpligtelser til at forebygge chikane. Derfor må vi også se på sanktionerne, hvis virksomhederne ikke lever op til disse forpligtelser. Og så gælder det naturligvis om at få inddraget arbejdsmiljøorganisationen i arbejdet. For på arbejdspladser, offentlige såvel som private, er et sundt og sikkert arbejdsmiljø en fælles opgave, som arbejdstagerne gerne deltager i at sikre – også selvom det er arbejdsgiverens ansvar ifølge lovgivningen.

Regeringens initiativer

1. Trepartsdrøftelser om seksuel chikane på arbejdspladser
Regeringen igangsætter trepartsdrøftelser om bedre forebyggelse af og konsekvens ved sager om seksuel chikane på danske arbejdspladser. Trepartsdrøftelserne vil foregå hos beskæftigelses- og ligestillingsministeren.  


2. Alliance om seksuel chikane
Beskæftigelses- og ligestillingsministeren nedsætter en alliance med relevante organisationer, NGO’er og arbejdsmarkedets parter, som skal sikre vedvarende dialog og videndeling om og fokus på at bekæmpe seksuel chikane og den nødvendige kulturændring. Alliancen vil kunne dele viden og anbefalinger, der kan understøtte kulturændringen.  


3. Brev til offentlige og private arbejdspladser 
Beskæftigelses- og ligestillingsministeren sender et brev til offentlige og private arbejdspladser med en opfordring og gode råd til, hvordan de kan forebygge og bekæmpe seksuel chikane. Der henvises til formidlingsaktiviteterne på Arbejdstilsynets hjemmeside og Arbejdstilsynets hotline om krænkende handlinger. Brevet sendes ud via arbejdsmarkedets parter.   


4. Styrke undervisningen på erhvervsuddannelser og de gymnasiale uddannelser i psykisk arbejdsmiljø, herunder seksuel chikane
I undervisningen på erhvervsuddannelser og de gymnasiale uddannelser (stx, hhx, htx, hf) sættes øget fokus på psykisk arbejdsmiljø ved at informere eleverne om seksuel chikane og deres rettigheder i den forbindelse. Det vil blandt andet ske ved justering af indholdet i relevante fag fastsat af Børne- og Undervisningsministeriet.  


5. Oplysning i regi af Arbejdstilsynet
Arbejdstilsynet vil udbygge sine formidlingsaktiviteter på hjemmesiden yderligere. Samtidig skal kendskabet til redskaberne på hjemmesiden om krænkende handlinger styrkes. Arbejdstilsynet kan også i samarbejde med arbejdsmarkedets parter gennemføre særlige brancherettede kommunikationsindsatser og gentage oplysningskampagnen ”Hvor går grænsen” i 2021. Derudover opfordres Branchefællesskaberne for arbejdsmiljø (BFA) om at udarbejde brancherettede vejledninger til at imødegå de specifikke risici for seksuel chikane inden for netop deres arbejdsform, struktur osv.  


6. Whistleblowerlov
Regeringen vil med en kommende whistleblowerlov give alle ansatte mulighed for blandt andet at whistleblowe om tilfælde af seksuel chikane på arbejdspladsen. Forslaget gennemføres i forbindelse med implementeringen af EU’s whistleblowerdirektiv. Justitsministeren forventes at fremsætte forslag til lov om beskyttelse af whistleblowere i første kvartal af 2021. 


7. Måling af indsatsen på arbejdspladserne
Der igangsættes en løbende måling af, hvordan blandt andet arbejdspladser håndterer seksuel chikane, ved at foretage en baseline-måling af aktiviteter, herunder omfanget af politikker, retningslinjer og klare procedure for opfølgning på sager om seksuel chikane og krænkende adfærd. Målingen vil følge indsatsen på arbejdspladserne. Målingen kan fx indgå i en ny undersøgelse af Virksomhedernes Arbejdsmiljøindsats.  


8. Opfordring til at oprette whistleblowerordninger på uddannelsesinstitutioner
Uddannelsesinstitutionerne opfordres til at oprette whistleblowerordninger, hvor eleverne kan gøre opmærksom på tilfælde af seksuel chikane på uddannelsesinstitutionen eller lærepladsen. Ordningen kan understøtte den eksisterende pligt for uddannelsesinstitutionerne til lokalt at sikre, at eleverne har et godt undervisningsmiljø. Det indebærer blandt andet at uddannelsesinstitutionerne håndterer eventuelle problemer med blandt andet det psykiske undervisningsmiljø. 


9. Dialog med parter på uddannelsesområdet
Børne- og Undervisningsministeriet vil i samarbejde med Beskæftigelsesministeriet afholde dialogmøder om udfordringer og eventuelt behov for nye værktøjer til at forebygge og håndtere seksuel chikane med elev- lærer- og lederorganisationer på tværs af ungdomsuddannelserne samt arbejdsmarkedets parter. Blandt andet med særskilt fokus på elever i hotel- og restaurationsbranchen og SOSU-området med repræsentanter fra Arbejdstilsynet, de faglige organisationer, Erhvervsskolernes Elevorganisation, FH, KL, DA og Hotel- og Restaurantskolen. Uddannelses- og Forskningsministeriet indleder dialog med studerende, forskere og uddannelsesinstitutioner for at drøfte muligheder for at handle, skabe kulturændring og sørge for, at der er etablerede systemer til at håndtere sager, når de opstår.


10. Kontinuerlig kortlægning af udfordringernes omfang ift. uddannelsesinstitutioner, herunder elever i praktik
Børne- og Undervisningsministeriet vil undersøge muligheden for at få indarbejdet spørgsmål om oplevet seksuel chikane i forbindelse med trivselsmålinger mv. Formålet er, at uddannelsesinstitutionerne på tværs bliver opmærksomme på og får mere information om eventuelle udfordringer og at ministeriet får bedre indblik i hvilke uddannelser/brancher, som har udfordringer. 


11. Fokus på seksuel chikane i Uddannelseszoom ift. videregående uddannelser
Uddannelses- og forskningsministeren udvider spørgeskemaundersøgelsen Uddannelseszoom, hvor kvaliteten af og trivslen på landets videregående uddannelser kortlægges. Udvidelsen betyder, at undersøgelsen i år udvides med nye spørgsmål om sexisme og seksuel chikane, hvor det afdækkes, hvad der sker, hvor og af hvem. Spørgeskemaet sendes til ca. 250.000 studerende. 


12. Relancering af Arbejdstilsynets Hotline
Arbejdstilsynet vil oplyse om og udbrede kendskabet til Arbejdstilsynets hotline om krænkende handlinger, hvor man anonymt kan få råd og vejledning om krænkende handlinger, herunder seksuel chikane.   


13. Dialog om praktikuddannelsers forpligtelser
Børne- og Undervisningsministeriet vil gå i dialog med arbejdsmarkedets parter om behovet for at ændre reglerne om de faglige udvalgs kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af uddannelsernes praktikdel med det formål at tydeliggøre fokus på forebyggelse af seksuel chikane i kvalitetssikringsarbejdet.  
 

14. Dialog om øget fokus på at forebygge seksuel chikane på praktiksteder
Børne- og Undervisningsministeriet vil gå i dialog med arbejdsmarkedets parter om behovet for at ændre reglerne om de faglige udvalgs godkendelse af praktikvirksomheder. Der indledes dialog om behovet for, at det faglige udvalg kan betinge en godkendelse af, at virksomheden overholder nærmere angivne forpligtelser for at forebygge seksuel chikane.  


Del: