Politik | 06. januar 2021

Boss Ladies fortsætter kampen for kvinder på erhvervsuddannelser

Siden 2018 har Boss Ladies sat diversiteten på erhvervsuddannelserne på dagsordenen. Og nu får projektet tre år yderligere til at nå endnu bredere. Det sker, at VILLUM FONDEN har bevilliget projektet 9,5 millioner kroner i perioden. 


I de snart tre år, hvor Boss Ladies projektet har eksisteret er der sat mange initiativer og strategier i søen, der kan være med til at skabe diversitet på erhvervsuddannelserne. Og med den nye bevilling vil Boss Ladies kunne fortsætte alle de fire spor, som projektet rummer. De spænder både over et ambassadørkorps på 134 kvindelige håndværkere, et undervisningsforløb på folkeskolerne, videre til at udvikle strategier om bedre trivsel på erhvervsskolerne og kommunikation om den strukturelle og kulturelle forandring. 

Faglig stolthed

“Først og fremmest gør det her en konkret forskel for piger og unge kvinder i hele Danmark. De får åbnet deres fremtidsdrømme for nye uddannelsesveje, og tilbagemeldingen fra vores nu 134 Boss Ladies Ambassadører landet rundt er, at de kan være med til at skabe konkrete forandringer for næste generation. Nu kan vi nemlig styrke det, der tidligere ofte har været en blind vinkel på erhvervsskolerne: Rekruttering, appel og fastholdelse af unge kvinder. På den måde rummer projektetudvidelsen et opgør med det kønsstereotype danske arbejdsmarked, men det er også en vej til at give unge kvinder den faglige stolthed, de har fortjent,” siger direktør Nina Groes fra Foreningen Divérs.

Forbilleder, undervisning, trivsel og politik

Boss Ladies arbejder i fire spor: 
1. Boss Ladies Ambassadørkorps: Korpset består af unge kvindelige lærlinge og svende, der skal skabe et netværk blandt kvinder på erhvervsuddannelserne. 

2. Studievalg og fritid. Undervisningsforløb på 7.-9. klassetrin hvor elevernes kønsstereotype forestillinger om køn og uddannelsesvalg bliver udfordret. Desuden nationalt bl.a. dækkende learning labs med uu-vejledere om kønsbevidst pædagogik og fritidscamps, hvor piger kan ”gå til værksted” på den lokale erhvervsskole. 

3. Optag og trivsel på erhvervsuddannelserne: Udvikling og implementering af tiltag på erhvervsskoler, der skal styrke en mere divers rekruttering og et mere inkluderende studiemiljø. 

4. Policy og kommunikation. Strategisk kommunikation og dialog med politikere, erhvervs- og organisationsliv for at skabe strukturelle og kulturelle forandringer. 

Malerforbundet er med i styregruppen

VILLUM FONDENs bestyrelse har bevilliget 9,5 mio. kr. til Boss Ladies vol. 2 over en treårig periode. 
Projektet bliver drevet af foreningen Divérs i samarbejde med Dansk Industri, 3F, Tekniq Arbejdsgiverne, Dansk El-forbund, Blik & Rør, Danske Malermestre, Malerforbundet og Kommunernes Landsforening, som alle er en del af projektets styregruppe. I samarbejdskommunerne er der desuden etableret forandringsalliancer mellem den lokale forvaltning, erhvervsplaymakere, grundskoler, UU-vejledning, erhvervsskoler og virksomheder.

Læs mere om projektet her


Del: