Corona | 13. januar 2021

Opfordring til alle, der møder fysisk på arbejde: Bliv testet en gang om ugen

Regeringen opfordrer til, at folk, der møder op fysisk på arbejde, bliver testet for corona én gang om ugen.

Den britiske mutation af corona-virus er begyndt at sprede sig i Danmark. Den nye variant er mere smitsom, og derfor har regeringen valgt at forlænge nuværende restriktioner frem til den 7. februar.

Det meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde onsdag aften.

Det betyder bla., at forsamlingsforbuddet på 5 personer, afstandskravet på 2 meter, lukning af detailhandlen, restauranter, barer og liberale erhverv samt hjemsendelse af skoleelever er forlænget til 7. februar. 

Derudover skal der dæmmes op for testningen. 

Test én gang om ugen

Der er behov for at flere lader sig teste, så smitten bliver slået ned hurtigst muligt, fastslog justitsminister Nick Hækkerup på pressemødet.

Han opfordrede danskerne til at lade sig teste hyppigt, så man hurtigst muligt kan opspore smitte og bryde smittekæder. Han havde en særlig appel til dem, der møder fysisk op på arbejde:

– Vi vil gerne komme med den klare opfordring til alle, der går fysisk på arbejde i de her dage. Navnlig jer, der arbejder på arbejdspladser, hvor I ikke kan undgå at omgås andre mennesker: Bliv testet én gang om ugen. Også selvom I ikke oplever symptomer eller i øvrigt har mistanke om at blive smittet, lød det fra justitsministeren.

Hurtigtest eller PCR-test?

Der er flere både offentlige og private udbydere af corona-test, og der tilbydes både PCR-test, hvor man podes i halsen og hurtigtest, hvor podningen foregår i næsen.

– Som bekendt er hurtig-testen ikke helt så sikker som PCR-testen. Så hvis man har symptomer eller har været i nærheden af en, som er smittet, så bør man tage en PCR-test, lød det fra Nick Hækkerup.

Læs mere om, hvor og hvordan du kan blive testet på coronasmitte.dk/test-og-smitteopsporing


Del: