Medlemsfordele | 09. juni 2021

Sommerferie: De fem bedste råd til en indbrudsfri sommer

Sommerhuset er booket, og det har tyvene ventet på. For med sommerferie og tomme huse kan indbrudstyvene igen trække i arbejdstøjet. Få her fem gode råd til at holde tyven fra døren.
 

2020 bød på særdeles vanskelige arbejdsvilkår for indbrudstyve, fordi mange af os arbejdede hjemmefra.
 
Mens der i 2009 var anmeldt 48.000 indbrud i private hjem, så har Danmarks Statistik registreret 17.430 i 2020. Det er det laveste niveau siden 1970’erne, og det glæder programchef Britt Wendelboe hos Bo Trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og Realdania i samarbejde Det Kriminalpræventive Råd og Videncentret Bolius.
 
”Det er en utrolig glædelig udvikling, for vi har ikke set så lave indbrudstal i mere end 40 år. Corona er selvfølgelig en del af forklaringen, men der har været en faldende tendens på antallet af indbrud siden 2009. Men vi ligger stadigvæk på et niveau, der er cirka tre gange så højt som i Sverige og Tyskland,” siger programchefen.
 
Indbrudstyvene trækker nu i arbejdstøjet
Sommerhuset er booket, kufferten pakket, og huset er igen tomt– og det ved indbrudstyvene. Det får derfor tyvene til at trække i i arbejdstøjet, når vi snart forlader hjemmet for at tage på sommerferie.
 
– Vi ved, at sommerferien er en af årets højsæsoner for indbrudstyve, men vi tror og håber på, at denne sommer vil være anderledes, fordi færre måske rejser på ferie og der derfor vil være mere liv i boligområderne. Mit bedste råd til dem, der skal hjemmefra i ferien, er at tale med sine naboer og få dem til at holde øje, og så tilmelde sig Nabohjælpsappen. Vi kan også selv gøre rigtig meget for at undgå indbrud, siger Britt Wendelboe.
 
Hvis du allerede tænker nabohjælp før ferien, er du godt på vej, og her kommer Nabohjælp’s 5 bedste råd, som vil klæde dit hjem på til at være alene hjemme.
 
1.     Fjern dine værdier fra vinduerne, så tyven ikke spotter dem
2.     Lad det rode lidt i haven og efterlad gerne opvask i køkkenet
3.     Brug automatisk tænd/sluk til lyset og radio eller tv
4.     Træk gardinerne for i soveværelset, men ikke i hele huset
5.     Luk og lås evt. dørene inde i huset, så tyven ikke får overblik udefra
 
 
Skulle uheldet alligevel være ude, er det vigtigt at være sikret med en god indboforsikring. Med Forbundsindbo fra Alka får du som medlem af Malerforbundet en særlig god rabat på din indboforsikring. Læs mere på www.alka.dk/forbundsindbo

 

Top 10: Kommuner med flest indbrud i 2020
1.     Aarhus (1166)
2.     København (889)
3.     Odense (746)
4.     Aalborg (410)
5.     Gentofte (407)
6.     Hvidovre (374)
7.     Rudersdal (355)
8.     Randers (355)
9.     Silkeborg (324)
10.  Gladsaxe (313)
 
Bund 10: Kommuner med færrest indbrud i 2020
1.     Odder (53)
2.     Thisted (50)
3.     Langeland (35)
4.     Lemvig (33)
5.     Samsø (7)
6.     Bornholm (7)
7.     Fanø (2)
8.     Ærø (2)
9.     Læsø (0)
10.  Christiansø (0)
 
KILDE: Danmarks Statistik


Del: