| 05. september 2025

45.500 kroner og en kæmpe tak til AMR’en

Henrik var langtidssyg og anede ikke, at han havde ret til feriepenge af sin løn. Det gjorde arbejdsmiljørepræsentanten Danny, og det blev guld værd.

Da Henrik blev ramt af en blodprop i hjernen tilbage i 2018, begyndte et langt og krævende sygdomsforløb. Tankerne var langt væk fra ferieregler og lønberegning. Men fem år senere tikkede en uventet gevinst ind takket være en engageret AMR.

– Danny tog fat i os, der havde været sygemeldte, og sagde, at vi måske havde ret til feriepenge af sygelønnen, fortæller Henrik.

Ingen havde nævnt det før. Firmaet vidste det ikke, og Henrik og kollegerne kendte ikke reglerne. Men Danny satte sig ind i sagen og fulgte op. Kollegerne skulle have 12,5 procent af den løn, de sædvanligvis tjente.

Chok på lønseddel: 45.500 kroner

– Jeg kan huske, at jeg begyndte at kigge mine lønsedler igennem. Og så stod det der: 45.500 kroner i feriepenge før skat. Udbetalt i 2023. Det var en kæmpe overraskelse. Jeg tror ikke, nogen af os havde fået noget at vide om det ellers.

Henrik roser Danny for altid at være der for kollegerne. Ikke mindst for at tage opgaven som AMR alvorligt.

– Han er til at snakke med. Hvis man beder ham om at undersøge noget, så gør han det med det samme, han kan. Han siger altid: ”Ring bare, hvis der er noget.” Og det gør vi. Han er god og engageret – og sidder også i vores klubbestyrelse. Han går virkelig op i det.

Henriks budskab er klart:

– Der skal lyde en kæmpe cadeau til ham. Det her havde vi ikke fået uden ham.


Del: