| 26. september 2025

68.000 kr. i erstatning: ”Jeg har ikke løftet en finger”

Ifølge malersvend Peter Allan Jensen havde han aldrig fået 68.000 kr. i erstatning for arbejdsrelateret eksem, hvis det ikke var for Malerforbundet.

Det betaler sig at være medlem af Malerforbundet. Det er konklusionen for 60årige malersvend, Peter Allan Jensen, der for nylig har fået tilkendt 68.000 kr. i erstatning for arbejdsrelateret eksem på hænder og underarme.

»Det er jo lidt som en brandforsikring at være medlem. Man håber ikke, man får brug for den. Men den er dejlig at have, når det går galt. Lige præcis med den her sag er jeg 100 procent sikker på, at jeg på et tidspunkt havde sagt ja eller nej et forkert sted. Eller glemt at lukke en mail op eller ikke set, den lå i spam. Så havde jeg aldrig fået min erstatning,« siger Peter Allan Jensen fra en flyttelejlighed midt i Aalborg, hvor han er på arbejde for Fischers Malerfirma.

Der var bingo

Hele sagen startede i maj 2023, hvor Peter Allan Jensen pludselig fik meget voldsom eksem på sine hænder og underarme.

»Jeg har aldrig døjet med sådan noget før, men jeg skal love for, der var bingo,« siger han.

Peter Allan Jensen tog til læge, som kiggede på eksemen, sendte ham videre til hudlæge og sagde: ”Du tager lige fat i din fagforening og får dem til at køre din sag.” Han havde nemlig en mistanke om, at eksemen var arbejdsrelateret.

»”Du glemmer bare at svare på en mail og siger ja, hvor du skulle have sagt nej. Og der er ikke nogen fortrydelsesret, så det synes jeg, du skal gøre,”« husker Peter Allan Jensen, at hans læge sagde til ham.

Som sagt, så gjort. Peter Allan Jensen kontaktede Malernes Fagforening Nordjylland, der sendte sagen videre til Malerforbundet. Herefter var det begrænset, hvad Peter Allan Jensen havde med sagens gang at gøre.

»Jeg skulle skrive under på en fuldmagt, så de kunne se mine oplysninger, og så skulle jeg tjekke min eBoks en gang imellem. Det er egentlig det eneste arbejde, jeg har haft undervejs. Ellers har jeg ikke løftet en finger for det. Det har jeg sgu ikke.«

Erstatning og åben sag

Små to år senere, i marts 2025, var der pludselig tre mails i indbakken fra Arbejdsskadestyrelsen.

»Jeg tænkte ”åhhh,” for jeg gad faktisk ikke rigtig åbne dem. Men så blev det lørdag formiddag, og der plejer jeg at gå mine mails igennem. I den første, jeg åbnede, stod der, at jeg skulle have 68.000 kr. i erstatning. Hvad er nu det for noget, tænkte jeg. Det kunne jeg ikke helt forstå, men det var jo dejligt. Jeg kunne også læse, at jeg havde en méngrad på 8 procent, og det udløste så det her beløb. Det var jeg rigtig glad for,« husker Peter Allan Jensen, der også blev ringet op af en sagsbehandler i Malerforbundet, der forklarede indholdet i de tre mails.

»Hun fortalte, at sagen står åben, så hvis min eksem bliver værre i løbet af de næste fem år, så tager vi den op igen. Det er fint. Det havde jeg aldrig selv fået gjort noget ved. På den måde kan man sige, at det kontingent, jeg har betalt, det er da tjent ind nu,« siger han med et smil.

Hjælp til andre malere

Peter Allan Jensen håber, hans historie kan være med til at hjælpe andre malere.

»Jeg kunne rigtig godt tænke mig, hvis min sag kunne føre til, at man finder ud af, hvilke stoffer, der udløste min eksem, for så kan man måske få dem ud af malingen. Om ikke andet, så har jeg gjort noget godt for mine kolleger på den måde,« siger han.

Han håber også, at sagen kan få de kolleger, der ikke er medlem af Malerforbundet til at melde sig ind.

»Jeg har faktisk en kollega, som lider af lidt det samme som mig. Hun er ikke medlem af fagforeningen, så hun kæmper selv med det. Hun siger ”uh, der kommer mange breve.” Så siger jeg ”det ved jeg ikke noget om. Det har jeg ikke haft noget med at gøre.” Du har ikke en chance, hvis du sidder med det selv. Bare det med at holde sagen åben, hvis det udvikler sig. Det havde jeg aldrig selv tænkt på, så jeg er meget glad for den hjælp, jeg har fået,« lyder det fra Peter Allan Jensen.

Malerforbundet siger…

Hvis du som malersvend pludselig får eksem, er det vigtigt, at du kontakter din læge, som kan vurdere, om det skal anmeldes som arbejdsskade. Det kan være kommet som følge af arbejde, og hvis det bliver anerkendt som en arbejdsskade, kan du få erstatning. Kontakt din lokale afdeling for yderligere vejledning.


Del: