Social dumping: Tag med Rune på pladsbesøg


Malerforbundets faglige konsulenter Rune Thulin Pedersen og Peter Halvorsen arbejder målrettet på at bekæmpe social dumping. Med pladsbesøg, 48-timers møder og overenskomstdækning sikrer de bedre vilkår for både danske og udenlandske arbejdere.

Hos Malerforbundet arbejder de faglige konsulenter Rune og Peter utrætteligt for at bekæmpe social dumping og sikre bedre arbejdsvilkår for alle. De deles om Fyn, Rune dækker Sjælland og Peter har Jylland.

Sammen opsporer de uregelmæssigheder og arbejder for at skabe retfærdighed på byggepladserne.

Pladsbesøg og opsporing af arbejdskriminalitet

Rune forklarer, hvordan han opdager potentielle problemer:

”Der er flere måder, jeg får informationer på. Ofte kommer tips fra lokalafdelingerne, medlemmer eller andre faggrupper som 3F. Jeg hører, hvad der rører sig, og så planlægger jeg mine besøg. Minimum to gange om ugen er jeg på pladsbesøg, og der kan også opstå akutte situationer, jeg skal reagere på,” siger Rune.

Udover at planlægge sine besøg baseret på tips, holder Rune øje med store byggesager, hvor malere ofte er involveret. Han forklarer, hvordan han nogle gange bare tager et smut forbi en byggeplads, hvis han kører forbi.

Tillid og relationsarbejde på fem minutter

En stor del af arbejdet handler om at skabe tillid blandt udenlandske arbejdere, som ofte ikke kender det danske system eller fagforeningens rolle. Rune fortæller:

”Nogle gange bliver folk forskrækkede, når jeg kommer. De ved ikke, hvorfor jeg er der, og nogle er bange for at miste deres job. De er ofte rejst til Danmark for at kunne forsørge familien, der bor i et andet land. Så kommer jeg der i en gul vest, og de aner ikke, hvilken rolle jeg har. Det handler om at forklare dem, at jeg er der for deres skyld. Jeg giver mit visitkort og siger, at de altid kan kontakte mig. Det tager tid at skabe relationer, men det er nødvendigt for at kunne hjælpe dem senere.”

48-timers møder og overenskomstdækning
Hvis Rune opdager mistænkelige forhold, kan han indkalde til et 48-timers møde. Her skal virksomheden fremvise lønsedler, kontrakter og dokumentation for, at arbejdsvilkårene overholder reglerne i overenskomsten.

”Vi beregner, om lønnen og pensionen stemmer, og om årsværkene passer. Hvis der er uregelmæssigheder, tager vi sagen videre. Det handler om at sikre, at ingen bliver udnyttet,” siger Rune.

En vigtig del af arbejdet er at sikre, at virksomheder indgår overenskomster. Hvis et firma afviser en tiltrædelsesoverenskomst, kan Malerforbundet iværksætte blokader og sympatikonflikter, der forhindrer OK-organiserede arbejdere i at arbejde på samme arbejdsplads. Det er yderste konsekvens, men en effektiv metode til at bekæmpe løndumping og opnå overenskomster.

”Samtidig handler indsatsen om at beskytte vores medlemmers løn- og arbejdsvilkår. Hvis virksomheder slipper afsted med at snyde, bliver de langt mere konkurrencedygtige end de firmaer, der følger reglerne. Det skaber et skævvredet marked, hvor de seriøse virksomheder bliver presset, og i sidste ende kan det føre til, at medlemmernes løn bliver presset nedad,” siger Rune.

Social dumping: En kamp, der aldrig stopper

Rune og Peter arbejde er en hjørnesten i Malerforbundets kamp mod social dumping. Deres indsats sikrer, at arbejdere ikke udnyttes, og at arbejdspladser overholder de regler i overenskomsten, der beskytter både danske og udenlandske medarbejdere.

”Jeg troede, det var slemt derude, men det er værre, end jeg kunne forestille mig. Vi gør alt, hvad vi kan, for at vende udviklingen, men vi behøver hjælp fra medlemmerne. Hvis du oplever noget mistænkeligt, så kontakt mig eller Peter. Vi har brug for jeres tips,” afslutter Rune.

Boks:

Ser du noget mistænkeligt på en arbejdsplads? Kontakt Malerforbundets faglige konsulenter.

Rune Thulin Pedersen, tlf: 51 96 00 01

Peter Halvorsen,tlf: 54 34 99 49


Del: