Bæredygtigt Byggeri: Fremtidens Fundament
I en tid hvor klimaforandringer og miljømæssige udfordringer er på alles læber, bliver bæredygtigt byggeri mere og mere relevant. Bæredygtigt byggeri handler ikke kun om at reducere energiforbruget og minimere affald, men også om at skabe sunde og behagelige boliger, der kan modstå tidens tand. En vigtig del af denne tilgang er at fokusere på renoveringer og tilbygninger til eksisterende bygninger fremfor nybyggeri.
Bæredygtigt byggeri kan betale sig. Både for klimaet, dem som skal bygge og dem som skal bo. Der er fornuft i genbrug også af huse, bygningsdele og ’affald’. Vi overforbruger af jordens ressourcer, og Earth Overshoot Day, den dag hvor jordens ressourcer for et år er brugt, ramte vi i 2024 allerede den 1. august. Hvert eneste år rammer vi dette skæringspunkt tidligere og tidligere på året. Det fortæller noget om ’brug og smid væk’ kulturen, som stadigt hersker. Den skal vi have gjort op med. Også indenfor byggeriet, der som bekendt er en af de allermest råstof- og ressourcekrævende brancher.
En af de mest effektive måder at gøre byggeriet mere bæredygtigt på er ved at bruge bæredygtige materialer. Materialer som genbrugstræ, genbrugte metaller og mursten, samt innovative materialer som hampbeton og genanvendt plast, kan reducere byggeriets miljøpåvirkning betydeligt. Disse materialer kræver ofte mindre energi at producere og kan genbruges eller nedbrydes uden at skade miljøet. Ved at fokusere på renovering og ombygning kan vi også bevare eksisterende strukturer og reducere behovet for nye materialer, hvilket yderligere mindsker miljøpåvirkningen.
Transport af byggematerialer spiller også en stor rolle i byggeriets samlede miljøpåvirkning. Ved at bruge genanvendte ressourcer, der er til rådighed i nærområdet, kan vi reducere transportbehovet og dermed mindske CO2-udledningen. Dette er ikke kun klimavenligt, men også sikkerhedspolitisk fornuftigt i en usikker verden, hvor afhængighed af lange forsyningskæder kan være risikabelt.
Der er gode arbejdspladser i den grønne omstilling indenfor byggeriet, og flere end ved nybyggeri. Renoveringer, ombygninger og tilbygninger fremfor nybyggeri kan ofte skabe mere varierede arbejdsopgaver, hvilket kan forbedre arbejdsmiljøet og øge medarbejdernes trivsel. Bæredygtigt byggeri er jo også bæredygtigt arbejdsmiljø, så håndværkere mv. kan holde til de mange år på arbejde, der er udsigt til for nutidens generationer.
For at opnå bæredygtigt byggeri kræves der dygtige hænder, en gedigen grunduddannelse i fagene og særlige uddannelses- og efteruddannelseskrav til branchen. Bygningsarbejdere skal være veluddannede i brugen af bæredygtige materialer og metoder, og der skal være løbende efteruddannelse for at holde trit med de nyeste teknologier og praksisser. Dette sikrer ikke kun høj kvalitet i byggeriet, men også at de bæredygtige mål kan nås effektivt og ansvarligt.
Malerfaget spiller også en central rolle i bæredygtigt byggeri. Ved at anvende miljøvenlige malinger og overfladebehandlinger kan malere bidrage til at reducere skadelige emissioner og forbedre indeklimaet. Desuden kan malere hjælpe med at forlænge levetiden på bygningens overflader, hvilket reducerer behovet for hyppige renoveringer og dermed sparer ressourcer. Malerfaget er derfor en vigtig brik i den samlede indsats for at skabe bæredygtige og sunde bygninger.
Bottomline er bedre klimaregnskab, en renere verden til vore børn, flere og bedre arbejdspladser og mere sikre forsyningslinjer i en måske tiltagende usikker geopolitisk verden.
Formand for Danske Malermestre Per Vangekjær
og
Næstformand for Malerforbundet Paw Østergaard Jensen