Børn mistrives på grund af PPDB – “Politikernes pissedårlige beslutninger”

Når socialdemokraterne taler om mistrivsel i folkeskolen, så gør de det med udsagn, der er blottet for empati, og de sparker ned ad, mod forældrene, mod børnene. Det er usympatisk og meget lidt flatterende for et parti, der hævder at værne om vores velfærdssamfund.

At kalde børn i mistrivsel for “pissedårligt opdraget” er en hån mod de tusindvis af familier, der hver dag kæmper en kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. Det er også en hån mod lærere og pædagoger, der gør alt, hvad de kan, for at skabe fællesskab og tryghed, mens rammerne bliver strammere og klasselokalerne fyldes til bristepunktet.

Det reagerer børn på. De reagerer på alt for store klasser og alt for få voksne. De reagerer på et system, der er reduceret til skemaer, budgetter og tal i et regneark. Når børn larmer, trækker sig, nægter at gå i skole eller bryder sammen, er det ikke tegn på ”pissedårlig opdragelse.” Det er et signal om mistrivsel. Et vink med en vognstang. En vognstang, vi voksne bør tage alvorligt, ikke udskamme.

Flytter fokus

I stedet for at tage ansvaret på sig vælger regeringen at tegne et billede af dovne forældre, børn uden pli og en generation, der ikke kan sidde stille og modtage læring. De siger, at digitale værktøjer fylder for meget, og at forældrene overlader uinteresserede børn til læreren. Det er for letkøbt en forklaring, der flytter fokus fra de reelle problemer: En folkeskolereform, der stadig skaber kaos i hverdagen, en fejlslagen inklusionspolitik, der mest af alt blev en spareøvelse, og årtiers underfinansiering af daginstitutioner, hvor alt for få voksne har alt for lidt tid til hvert enkelt barn.

Politikerne giver forældrene skylden, men sandheden er, at de fleste forældre kæmper. De er ikke dårlige forældre. Det er tværtimod dem, der holder sammen på børnenes trivsel, når velfærdsstatens rammer bryder sammen. Det gør de, mens de passer deres job på stilladset fra 7 til 16. En svær opgave, når man samtidig er presset på hjemmefronten. Trivsel i arbejdsliv og privatliv går ofte hånd i hånd.

Excel-ark, regneøvelser og dumsmarte slogans

Imens står lærere og pædagoger midt i orkanens øje. De bruger aftener og weekender på at finde pædagogiske løsninger, de går på kompromis med sig selv, og de holder fast i omsorgen for børnene, selv når systemet trækker dem ned. De fortjener respekt og ros for at blive ved med at kæmpe. Uden deres indsats var folkeskolen kollapset for længe siden.

Det er grotesk. For det er ikke børnene, der svigter. Det er ikke forældrene. Det er ikke pædagogerne og lærerne. Det er politikerne, der har svigtet med alt for mange “pissedårlige beslutninger.”

Politikerne har fundet løsninger i Excel-ark, regneøvelser og dumsmarte slogans. Men de har ledt de forkerte steder. For børn er ikke tal i en produktionslinje. De er små mennesker, der har krav på en skole, der rummer dem, støtter dem og giver dem mod på fremtiden. De har brug for en skole, der ser dem, som det de er: Børn. Ikke bare elever i en kasse.

Hvis Undervisningsministeren og Statsministeren vil være sig selv bekendt, skal de droppe pegefingrene, tage ansvaret på sig og skabe rammer, hvor børn kan trives, og hvor lærere kan undervise med ro i sindet.

For børns mistrivsel løses ikke med skældud, magtanvendelse og strammere regler. Den løses med tid, omsorg og voksne, der har plads til at se det enkelte barn. Det vil give ro i skolen og ro i familien til “pissegod opdragelse.”