SKILLS | 17. september 2025

Camilla Gelmer hentede hæder til Danmark ved EuroSkills

– Det føles supergodt. Jeg er megagodt tilfreds.

Sådan siger malerlærling Camilla Gelmer, der i weekenden vandt en Medal of Excellence ved EuroSkills 2025 for sin indsats i konkurrencen. Medal of Excellence er en hæderspris, der gives for ekstraordinært flot arbejde og et særligt højt fagligt niveau.

Camilla konkurrerede i tapetsering, lakering, fast dekoration og en selvvalgt kreativ opgave, og under hele konkurrencen følte hun, at hun var godt med.

– Vi havde lavet en tidsplan hjemmefra, så jeg vidste, hvad jeg skulle lave hvornår og på hvilke dage. Jeg synes, jeg fulgte tidsplanen supergodt og var også godt tilfreds med resultat, fortæller hun.

Top 10 maler i Europa

Camilla deltog også i WorldSkills 2024 i Lyon, hvor hun også vandt en Medallion for Excellence. Derfor håbede hun som minimum at hive sådan én med hjem fra EuroSkills i Herning.

– Under konkurrencen kunne jeg ikke helt regne ud, hvor jeg lå i forhold til de andre deltagere. Jeg havde fornemmelsen af, at vi lå ret tæt. Men jeg havde håbet på mindst en Medal of Excellence, så jeg er rigtig godt tilfreds, siger hun og tilføjer:

– Det er lidt vildt, at man kan kalde sig den 6. bedste maler i Europa. Det er der ikke mange andre, der kan.

Med Skills vel overstået ser Camilla frem til at fokusere på sidste del af maleruddannelsen, som hun afslutter næste sommer. Herefter venter en svendeplads i Marlenes Malerfirma i Varde, hvor hun er lærling. Selvom Skills er et overstået kapitel, håber hun, at hendes indsats i konkurrencen bliver bemærket af andre unge.

– Jeg håber, der er nogle unge mennesker, der bliver inspireret til at gå malervejen eller en erhvervsuddannelsesvej. Det har vi brug for, lyder det fra Camilla Gelmer. 


Del: