Efter fire års kamp mod systemet er Kent ovenpå igen: “Jeg var ved at drukne”

Kent Erik Andersen sled sig op som jernmaler og blev fanget i et umenneskeligt system, da han søgte erstatning for sin arbejdsskade. “Jeg havde aldrig overlevet det her uden fagforeningens støtte,” siger han.

Kent Erik Andersen har arbejdet i mange år som jernmaler, et fysisk krævende job, hvor tunge løft, akavede arbejdsstillinger og gentagne bevægelser slider hårdt på kroppen. Over tid udviklede han alvorlige smerter i ryggen, men som så mange andre i branchen bed han det i sig og fortsatte arbejdet.

“Jeg har altid klaret mig selv. Jeg er ikke typen, der brokker sig eller rækker ud efter hjælp,” siger han.

Men til sidst sagde kroppen stop. Smerten blev så voldsom, at han ikke længere kunne udføre sit arbejde. Han anmeldte sin arbejdsskade og forventede, at systemet ville tage hånd om ham. I stedet blev han kastet ud i et bureaukratisk mareridt, der varede over fire år.

“Det var det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg følte mig som en brik i et spil, hvor jeg hele tiden risikerede at tabe,” fortæller han.

En opslidende kamp

Sagen trak ud i årevis. Kent Erik Andersen blev sendt i arbejdsprøvning flere gange, skiftede sagsbehandler utallige gange og blev konstant stillet de samme spørgsmål af myndigheder og forsikringsselskaber.

“Det var som om, de bare ventede på, at jeg sagde noget forkert. Jeg følte mig umyndiggjort. Jeg skulle bevise og bevise, at jeg var syg – som om jeg ville vælge det her liv frivilligt,” siger han.

Han var alene i processen, og presset blev så stort, at han på et tidspunkt overvejede, om han overhovedet kunne klare det længere.

“Jeg har altid set mig selv som et stærkt menneske, men her var jeg ved at drukne,” siger han.

Den afgørende støtte

For Kent Erik Andersen blev Malerforbundets socialrådgiver, Lisbeth, en livline. Hun fulgte hans sag tæt og sørgede for, at han ikke blev glemt i systemet.

“Hun har reddet mit liv. Hun forstod, hvor hårdt det var, og hun tog kontakt, når jeg ikke selv kunne overskue det. Hendes støtte gjorde en verden til forskel,” fortæller han.

Lisbeth ringede jævnligt for at holde ham opdateret og høre, hvordan han havde det. Små ting, der gjorde en stor forskel.

“Jeg kunne ikke klare mere bureaukrati, men hun tog over, når jeg ikke selv kunne. Jeg havde aldrig overlevet det her uden hende,” siger han.

Afgørelsen skabte lettelse og tomhed

Efter fire års kamp kom afgørelsen: Arbejdsskaden blev anerkendt, og Kent Erik Andersen blev tilkendt fleksjob. Lettelsen og taknemmeligheden var stor, men det blev en langt større omvæltning, end han havde forestillet sig.

“Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, når jeg var hjemme klokken 11 – og havde fri næste dag. Det var fuldstændig livsomvæltende for mig,” siger han.

I mange år havde arbejdet været hans faste holdepunkt. Efter at have mistet sine forældre som 14-årig, havde han klaret sig selv og brugt sit arbejde som et anker i tilværelsen.

“Jeg misbrugte mit arbejde som et drug,” siger han ærligt.

Men pludselig var hverdagen forandret, og han stod i et tomrum, han ikke vidste, hvordan han skulle håndtere.

“Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det havde været, hvis ikke jeg havde haft forståelsen fra min kone, mine børn, mine venner og min familie. Det tomrum kræver også enormt meget,” siger han.

Fra jernmaler til projektkoordinator

I dag arbejder han i en virksomhed, hvor han ikke længere skal slide sin krop op.

“Jeg sidder nu som projektkoordinator-assistent og lærer de unge op. Det er fantastisk at kunne give min viden videre,” siger han.

Overgangen fra det fysiske arbejde til en administrativ rolle har været stor, men for ham er det vigtigste, at han stadig kan bidrage.

“Min største frygt var at ende på pension. Jeg er nok i en gruppe, der kunne få det, men det er jeg ikke klar til,” siger han.

Et system, der stadig udfordrer

Selvom han nu er i fleksjob, er han ikke fri fra systemet. Hans ordning er midlertidig og skal revurderes med få års mellemrum.

“Jeg er 56 år. Jeg synes, jeg fortjener vished for resten af mit liv. Man må formode, at de har været alt igennem, når det tog 3,5 år at få min sag afsluttet,” siger han.

Han tænker stadig på den kamp, han har været igennem, og hvad det har kostet ham og hans familie.

“Mine to piger har altid levet med min dårlige ryg. De har mærket, når jeg ikke havde overskud. Men de har altid støttet mig. Og mens alt det her stod på, er jeg blevet bedstefar to gange,” siger han.

En vigtig tak

For nylig besøgte Kent Erik Andersen Malerforbundet for at takke dem, der hjalp ham igennem forløbet.

“Jeg kunne ikke nøjes med ord for at udtrykke min taknemmelighed, så jeg tog kage med. Det var vigtigt for mig at sætte ansigt på de mennesker, der har hjulpet mig i fire år,” siger han.