| 27. november 2025

Fælles front mod arbejdskriminalitet: Høring satte fokus på byggebranchens skyggesider

Der var både alvor og stærk faglig opbakning, da Folketingets Beskæftigelsesudvalg onsdag den 26. november 2025 inviterede til høring om organiseret kriminalitet i byggebranchen.

Fra hele landet var der mødt fagligt aktive byggearbejdere op for at vise, at kampen mod svindel og snyd i byggeriet står højt på dagsordenen – også uden for Christiansborg.

Fra talerstolen blev det tydeligt, at arbejdskriminalitet er et alvorligt og komplekst problem, som kræver en bred indsats.

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek indledte med at beskrive, hvordan organiseret snyd ikke bare undergraver arbejdsmiljøet og retssikkerheden, men også det danske velfærdssamfund. Især når udenlandske kolleger ikke kender sproget eller de danske regler, bliver byggepladsen et sårbart sted.

Fagbevægelsen satte virkeligheden på dagsordenen

Michael Severinsen, forhandlingssekretær i 3F Byggegruppen, leverede et skarpt og konkret oplæg med eksempler fra hverdagen på byggepladserne.

Her blev det gjort klart, hvordan kriminelle netværk presser lønmodtagere, misbruger underentreprenører og benytter fakturafabrikker til hvidvask og skatteunddragelse.

Flere oplægsholdere – herunder repræsentanter fra Nordea, DI Byggeri, NCC, Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen – pegede på, hvordan både offentlige og private aktører må tage ansvar.

Ikke mindst, så kan byggebranchen tage ved lære af hvordan finanssektoren arbejder med at screene deres kunder, så man ikke ender med at enterere med kriminelle.

Politikerne må komme ind i kampen

Dagens høring sendte et meget vigtigt og klart signal til politikerne om at kampen mod arbejdskriminalitet, kræver deres indsats, mener Tonny Olsen, forbundsformand i Malerforbundet. Han fremhæver det stærke fremmøde og den fælles vilje til handling:

“Det gør indtryk at se så mange bygningshåndværkere tage turen til Christiansborg. De lagde værktøjet for en dag for at vise, at vi har fået nok.

Arbejdskriminalitet er ikke et nicheproblem, det er et angreb på hele vores samfundsmodel. Det kræver politisk mod, skarp kontrol og stærkt samarbejde at rydde op, slutter Tonny Olsen.


Del: