| 05. februar 2025

Fordele ved lokalaftalen: Mere i løn og arbejdstøj til medarbejderne


Lokalaftalen sikrer medarbejderne hos Malergruppen A/S Boris Christensen bedre vilkår som højere grundløn og forbedrede tøjordninger, hvilket gør arbejdspladsen mere attraktiv.

Medarbejderne hos Malergruppen A/S Borris Christensen nyder godt af en lønforhøjelse på 20 kroner i timen oveni den i forvejen forhandlede grundløn og en forbedret tøjordning, der giver 1800 kroner om året til arbejdstøj.

Disse goder er tilgængelige for alle i firmaet på grund af én ting: en forhandlet lokalaftale – også kendt som en klubaftale.

Bag aftalen står en dedikeret tillidsrepræsentant (TR) og arbejdsmiljørepræsentant (AMR), der har arbejdet for at forhandle fordelene hjem.

Høj grundløn og hurtig akkordudbetaling

En af de mest markante fordele ved lokalaftalen er den høje grundløn, som medarbejderne nyder godt af. Eva er TR, AMR og klubformand og er med til at forhandle aftalerne. Hun forklarer:

”Det vigtigste, vi har forhandlet hjem, er nok en meget høj grundløn. Det betyder meget for folk.”

Fordele ud over det økonomiske

Lars, der er servicemaler og medlem af klubbestyrelsen, fremhæver også, hvordan aftalen styrker arbejdsmiljøet med ekstra goder som forbedrede tøjordninger:

”Vores tøjsats er steget, så vi nu får 1800 kroner ekskl. moms om året. Det betyder, at man kan købe minimum to sæt arbejdstøj i god kvalitet. Derudover får vi gode rabatter hos Stark, hvilket hjælper os yderligere.”

Disse fordele er ikke en del af den generelle overenskomst. Det er kommet til via lokalaftalen. Eva påpeger, at det ofte kommer bag på medarbejdere, der forlader firmaet:

”Når folk rejser, opdager de hurtigt, at de ikke får de samme fordele andre steder. Det er fordi, det ikke er en del af overenskomsten, men noget vi har forhandlet hjem gennem lokalaftalen.”

Et vigtigt redskab for medarbejderne

Lokalaftalen skaber ikke kun bedre vilkår, men samler også medarbejderne om en fælles aftale. Aftalen er en forlængelse af overenskomsten, og ifølge Eva sikrer den, at mestrene også følger aftalen:

”Folk holder mere sammen omkring lokalaftalen, og mestrene respekterer den. Hvis de er utilfredse, kan vi altid pege på aftalen og sige, at det er noget, vi har forhandlet hjem.” 

Hun påpeger, at lokalaftaler er et vigtigt redskab for arbejdspladser med flere medarbejdere og anbefaler flere kurser i emnet fra forbundet, så endnu flere kan lære at forhandle disse aftaler.

Ledelsen: Positivt for virksomheden

Hos Malergruppen A/S Boris Christensen ser ledelsen også klare fordele ved lokalaftalen. Direktørerne Carsten Hansen og Jan Olsen oplever, at aftalen ikke kun forbedrer forholdene for medarbejderne, men også styrker virksomhedens image som en attraktiv arbejdsplads.

De mener, at aftalen er et stærkt redskab til at skabe sammenhold og trivsel blandt de ansatte og et godt samarbejde mellem dem og de tillidsvalgte.

“Jeg tror, det gør virksomheden mere attraktiv. For det er ikke alle steder, der er de goder. Det er jo en særaftale – en overbygning på overenskomsten. Vi tror også, det er positivt, at dem, der har lyst, kan deltage i kollegiale ting som julefrokoster og sommerfester, som TR og AMR arrangerer i samarbejde med ledelsen,” siger Carsten Hansen.


Del: