Globe Malerfirma og Malerforbundet i ny aftale om kædeansvar
– Vi vil tage ansvar hele vejen igennem
Endnu et fremsynet malerfirma har valgt at tage et opgør med de uigennemsigtige underentreprenørkæder i byggeriet. Denne gang er det Globe, som har indgået en aftale med Malerforbundet om kædeansvar og overenskomstmæssige forhold i hele leverandørkæden.
Aftalen betyder, at Globe fremover kun vil samarbejde med underentreprenører, der er dækket af overenskomst – og samtidig påtager sig et økonomisk ansvar for eventuelle overtrædelser, også hvis de sker hos eksterne firmaer.
– Der er for meget, der bliver skubbet rundt og gemt bag forskellige CVR-numre i byggeriet. Det går ud over dem, der udfører arbejdet. Vi har besluttet, at vi vil tage ansvar – også for dem, vi samarbejder med, siger Simon Guldbrand, medejer af Globe.
Dermed følger Globe i fodsporene på AROS Maler Entreprise, som for få dage siden indgik en lignende aftale med Malerforbundet.
– Vi er stolte af aftalen med Globe. Det her viser, at flere virksomheder tager ansvar for ordnede forhold – ikke bare i egen butik, men hele vejen ud i underentreprenørleddene. Det er præcis den udvikling, vi har kæmpet for, siger Tonny Olsen, formand for Malerforbundet.
Aftalen indebærer blandt andet:
- At Globe forpligter sig til kun at anvende overenskomstdækkede underentreprenører.
- At virksomheden hæfter økonomisk, hvis ansatte i kæden bliver snydt for løn eller rettigheder.
- At der føres kontrol og dokumentation for, hvem der arbejder på byggepladserne.
– Vi ser det som en investering i kvalitet og troværdighed. Vi tror på, at både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere sætter pris på, at vi har styr på, hvem der arbejder for os – og under hvilke vilkår, siger Simon.
Ifølge Malerforbundet er kædeansvar et af de vigtigste redskaber i kampen mod social dumping og unfair konkurrence i byggebranchen.
– For mange firmaer gemmer sig bag underentreprenører, hvor vi ser alvorlige overtrædelser af både overenskomster og lovgivning. Det skader de ansatte – og det skader hele branchen. Men når virksomheder som Globe går forrest, så rykker det noget, siger Tonny Olsen.
Samarbejdet bliver fulgt op med en række konkrete tiltag og løbende sparring mellem Globe og Malerforbundet for at sikre, at aftalen bliver ført ud i livet og får reel effekt.
– Det handler ikke om at pege fingre, men om at tage ansvar. Vi håber, at flere vil følge trop. Hvis vi vil en branche med faglig stolthed og ordentlige forhold, så er det nu, vi skal handle, afslutter Simon.