| 19. februar 2025

Guide: Sådan skaber du som tillidsvalgt et stærkt fællesskab

En god tillidsrepræsentant (TR) og arbejdsmiljørepræsentant (AMR) kan gøre en enorm forskel for kollegerne i malerbranchen. Deres arbejde skaber ikke bare tryghed og trivsel – det kan også forbedre arbejdsmiljøet og styrke det kollegiale sammenhold.

Men hvad er det, der gør nogle tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter særligt succesfulde? Netværksekspert Susie Lynge peger på relationsarbejde som en nøglefaktor.

Relationsarbejde handler om at opbygge og pleje stærke, tillidsfulde relationer til andre mennesker – kolleger, ledelse og eksterne samarbejdspartnere. Ifølge Susie Lynge er det ikke bare vigtigt at have mange kontakter; det handler om at kende sine relationer godt nok til at forstå, hvad de kan bidrage med, og hvordan man kan hjælpe hinanden.

For TR og AMR i malerbranchen betyder relationsarbejde blandt andet:

  • At være synlig: Mød dine kolleger i frokostpausen eller ved kaffemaskinen og spørg ind til deres oplevelser og udfordringer.
  • At lytte aktivt: Vær opmærksom og anerkendende, når kolleger deler deres bekymringer eller idéer.
  • At skabe fælles mål: Byg broer mellem forskellige medarbejdergrupper ved at finde fælles ønsker og løsninger.

Sådan styrker du relationsarbejdet som TR eller AMR

  1. Invester tid i relationerne
    Forstå dine kollegers hverdag. Hvordan ser deres udfordringer ud? Hvad motiverer dem? At kende svarene på disse spørgsmål giver dig bedre mulighed for at repræsentere dem effektivt.
  2. Vær proaktiv i dialogen
    Hvis du ser en kollega, der trækker sig lidt fra fællesskabet, så tag selv initiativ til en samtale. Relationsarbejde kræver, at man tør tage det første skridt.
  3. Skab tillid gennem handling
    Når du lover at følge op på noget – fx en sikkerhedsbekymring eller en lønrelateret sag – så sørg for at gøre det. Tillid opbygges gennem konsekvente handlinger.
  4. Brug dit netværk strategisk
    Hvis du har relationer til andre TR eller AMR, så brug dem som sparringspartnere. De kan have erfaringer eller løsninger, som du kan drage nytte af.
  5. Træn din empati
    Susie Lynge fremhæver, at empati er en vigtig egenskab i relationsarbejde. Forstå, hvordan andre har det – også når deres perspektiv adskiller sig fra dit eget.

20 minutters walk and talk hjalp på stemningen

Susie Lynge fortæller om en TR, der løste en situation med dårlig stemning på arbejdspladsen. TR’en havde ofte møder med tre ledere, hvor stemningen var anspændt, og lederne både var i opposition til hende og til hinanden.

For at ændre dynamikken inviterede TR’en hver leder på en 20 minutters walk and talk. Hun spurgte ind til deres glæder, udfordringer og ønsker i lederrollen og afsluttede med at tilbyde sin hjælp som TR.

Denne enkle investering på én time ændrede forholdet mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten. Relationsarbejdet her handlede ikke bare om at løse et praktisk problem – det handlede om at forstå og imødekomme den følelsesmæssige baggrund.

“Efterfølgende var møderne langt mere positive. Lederne blev medspillere i stedet for modspillere, og relationerne imellem dem forbedredes også,” forklarer Susie Lynge.


Del: