Husk dit kørselsfradrag – årsopgørelsen er lige om hjørnet
Mandag den 25. marts åbner Skattestyrelsen for årets årsopgørelser, og som medlem af Malerforbundet er der særligt én ting, du bør huske: dit kørselsfradrag.
Når Skattestyrelsen mandag morgen åbner op for fem millioner danskeres årsopgørelser, sidder mange og venter spændt på at se, om de skal have penge tilbage – eller om der venter en regning.
Men særligt for håndværker, er det vigtigt at kigge længere ned end bare det samlede beløb. For ét enkelt glemt fradrag kan betyde, at du snyder dig selv for tusindvis af kroner.
Kørselsfradraget – et fradrag, du selv skal taste ind
For mange medlemmer af Malerforbundet er det helt almindeligt at have mange forskellige arbejdspladser i løbet af et år – og det kan hurtigt blive til mange kilometer på landevejen.
Hvis du har mere end 24 kilometer dagligt mellem dit hjem og din arbejdsplads – altså 12 km hver vej – kan du få kørselsfradrag. Fradraget er på 2,23 kr. pr. kilometer i 2025, og hele 2,47 kr. pr. kilometer, hvis du bor i en såkaldt yderkommune.
Men her er det vigtige: Skattestyrelsen beregner det ikke for dig. Du skal selv ind og angive:
- Hvilke arbejdsadresser du har haft
- Hvor mange dage du har været på hver enkelt adresse
Og – du kan ikke få kørselsfradrag for de dage, hvor du har fået skattefri kørselsgodtgørelse (kørepenge) fra din arbejdsgiver. Det ene udelukker det andet. Har du fx fået 3,81 kr. pr. km i skattefri godtgørelse for at bruge din egen bil til en opgave, kan du ikke samtidig få fradrag for samme kørsel i årsopgørelsen.
Husk: Hver arbejdsplads tæller
Mange af vores medlemmer skifter ofte arbejdsplads. Det betyder, at du ikke bare kan skrive én adresse og ét antal dage – du skal oplyse hver enkelt arbejdsplads, du har pendlet til, og det korrekte antal arbejdsdage.
Det kan virke som en stor mundfuld, men det er også penge direkte i lommen. Brug gerne lommebogen fra Malerforbundet, en kalender, gamle lønsedler eller beskeder fra mester til at finde ud af, hvor du har været hvornår.
Fradrag for service, rejser og donationer
Kørselsfradraget er langt fra det eneste, der er relevant. Hvis du har betalt for rengøring, vinduespudsning eller havearbejde i hjemmet, kan du få servicefradrag – op til 11.900 kr. i 2024. Du skal dog kunne dokumentere betalingen, og det må ikke være kontant.
Har du arbejdet så langt væk, at du ikke har kunnet overnatte hjemme, kan du også være berettiget til rejsefradrag – for kost, logi og småfornødenheder. Her gælder dog særlige regler, som du kan læse mere om på skat.dk.
Snyd ikke dig selv – og husk fristen
Når du logger ind på skat.dk/årsopgørelse fra mandag, så tag dig tid. Der er gode penge at hente – især hvis du har været rundt i landet med penslerne.
Og husk: Har du fået lavet dine fradrag korrekt, og har du penge til gode, kan du få dem udbetalt allerede i april.
Har du spørgsmål, kan du kontakte Skattestyrelsen på 72 22 18 18 – men vær forberedt på kø. Du er ikke den eneste, der gerne vil sikre sig hver en krone.
Fakta – Kørselsfradrag 2025
- Gælder for transport til og fra arbejde over 24 km pr. dag
- 2,23 kr. pr. km (normalt)
- 2,47 kr. pr. km (yderkommuner og småøer)
- Gælder alle transportformer (bil, bus, tog, cykel m.fl.)
- Du skal selv indberette antal arbejdsdage og adresser
- Du kan ikke få fradrag for kørsel, du har fået skattefri kørepenge for
Tjek mere på skat.dk/kørselsfradrag