Midtjylland | 25. marts 2025

Ja til Et skridt fremad!

Efter grundig gennemgang og langvarige diskussioner, anbefaler et markant flertal i Malernes Fagforening Midtjyllands bestyrelse:

 JA til overenskomsterne 2025. 

Ikke fordi de er perfekte – men fordi de indeholder vigtige skridt i den rigtige retning.

Fællesskabet vinder, når vi rykker sammen.

Vi har ikke forhandlet fra en taburet i hjørnet. Selv ikke, da vi endnu en gang blev mødt med ultimatum fra arbejdsgiverne. Vi blev i forhandlingerne og kom med konstruktive løsninger, for at få enderne til at nå sammen.  Vi anerkender at forhandlerne pressede på og fik det bedst mulige resultat der kunne nås ved forhandlingsbordet. Og selvom vi er langt fra Midtjyllands hovedkrav, bringer disse overenskomster alligevel forbedringer, der gavner alle medlemmer – uanset hvor man er i sin livsfase. Resultaterne kan man finde på Malerforbundets hjemmeside.

Særligt vil vi fremhæve Danske Malermestres opstramninger på anden lønaftale. Vi forventer, at vi med de nye tiltag vil kunne øge opmålingen og komme slumpaftalerne i flyttelejlighederne til livs.

En højere akkordløn er med til at sikre fornuftige timesatser og med en prisstigning på 9,5% på nybyggeri, er vores forventninger også en opgang i det opmålte arbejde på nybyg området.

Hos kollegaerne på vognmalerområdet er den glædelige udfordring, et stigende antal kvindelige kollegaer. Vi havde egentligt håbet på, at arbejdsgiverne ville have været med til at løse dette, ved at udligne forskellen mellem lønudgifter for gravide og medarbejdere på barsel. Vi havde faktisk forslag med, om at neutralisere lønsumsudgiften for kollegaer på barsel og orlov. Men DI stillede sig i vejen. I stedet fik vi hævet og udlignet satserne på orlovsområdet, til gavn for de kvindelige kolleger i autolakerer branchen.

Alt i alt, ser vi gode toner i alle forligene og anbefaler derfor et ja til de forbedringer der ligger på Industri forliget, Autolakerer forliget, Danske Malermestre forliget og Dansk industri Byggeri forliget.

Er det nok? Nej, vi vil altid ha’ mere, særligt når perioden løber over 3 år.  Men det er fremskridt i OKforligene – og selvom vi er mere til store spring fremad, anerkender vi også de små fremskridt vi skaber sammen.

Det kan vi kun gøre ved at lave aftaler, ikke ved at stemme os selv ud på sidelinjen.
Dog ser vi bekymrende på de tendenser der ligger fra arbejdsgiverorganisationerne,  der lader DI diktere i stedet for at forhandle.Skal vi den udvikling til livs, kræver det at vi står sammen som aldrig før, for at danne bolværk mod den uskik der har sneget sig ind i processen.

Tillidsrepræsentanter får nu et vederlag. Det er ikke en blomst der er fremelsket i Midtjyllands have, men vi ser ikke vederlaget skal berige TR selv, men anerkende at det kræver tid, energi og mod at stå i spidsen for kollegerne. Arbejdsmiljørepræsentanterne får ligeledes vederlaget. Dette var løsningen fra industrien, på kravet om medlemsrettede fordele.

Det var ikke den store forkromede fondsløsning vi havde stillet krav om, men det lille hul der nu skal flås større. Det her er ikke en gave der er faldet ned fra himlen. Dette lille hul har vi kæmpet os til og selvom det kun er en flig af vores hoved krav ønsker vi ikke at pisse det væk.

 – Det er det værktøj, vi skal bruge til at styrke organiseringen på arbejdspladserne, blandt de heldigvis få uorganiserede AMRere. Med dette protokollat i hånden, kan vi vise tvivlerne at medlemsfordele virker og at fagbevægelsen har brug for den helt store hammer ved OK28 

For større organisering – Betyder stærke arbejdspladser- betyder stærkere løn, bedre vilkår og mindre svineri fra useriøse arbejdsgivere. Vi kæmper videre, men vi må også kende forskel på strategi og stædighed. Et nej giver os ikke automatisk mere. Et ja giver os en platform at bygge videre på.

Så lad os tage det her skridt fremad sammen. Stem JA – og lad os fortsætte kampen for endnu bedre vilkår, med en stærkere platform under fødderne!

Solidariske hilsner

Bestyrelsen Malernes Fagforening Midtjylland


Relaterede artikler


Uenighed om løn må ikke ødelægge vores fællesskab

Af Dorte Charlotte Friis Jensen, malersvend og bestyrelsesmedlem i Malernes Fagforening Midtjylland I malerfaget taler vi meget om, hvad der er det rigtige valg, når vi skal aflønnes: Akkord eller timeløn. Diskussionen er blevet så skarp, at den splitter os. Det burde den ikke. Jeg er selv timelønnet malersvend, og jeg oplever, at det valg …


Når penslen bliver tung: Nedslidning er malerens hverdag

Af Celina Felthaus, bestyrelsesmedlem i Malernes Fagforening Midtjylland Når folk hører ordet »maler”« tænker de ofte på farver, fornyelse og flotte vægge. Men bag det færdige resultat gemmer der sig en virkelighed, som sjældent bliver talt om – nemlig nedslidning. For selvom malerfaget måske ikke lyder hårdt i nogens ører, så er det i praksis …


Midtjylland

Ulighed af allerfineste karat

Af Hans Martin Andersen, formand for Malernes Fagforening Midtjylland Folketinget har besluttet at hæve pensionsalderen til 70 år, med henvisning til, at vi lever længere og derfor kan arbejde længere. Den logik holder kun, hvis man sidder i et ministerium eller i et direktørlokale og aldrig har haft et værktøj i hånden, eller stået på …


Midtjylland

Har politikerne glemt den danske model?

I sidste uge deltog jeg i årets Folkemødet på Bornholm. Jeg var både tilhører og aktiv deltager, særligt i debatterne om organisering på tværs af brancher. Hver gang forsøgte jeg at blive klogere på de udfordringer og løsninger, der opleves på det danske arbejdsmarked.  Selvom det har været både interessant og lærerigt, så står en …