“Jeg giver ikke op”
Nanna Svane blev klemt i en lift kort før sin svendeprøve som autolakerer. I dag er hun 37 år og førtidspensionist. Arbejdsskadesagen har taget år, og hun har et vigtigt budskab til andre, der står i samme situation.
“Kunne jeg gå på arbejde som dig, så ville jeg være lykkelig.”
Sådan tænker Nanna Svane, når hun hører folk tale om førtidspensionister som nogen, der ikke vil arbejde. For hun ville gerne arbejde som autolakerer. Hun ville gerne fortsætte med at dyrke middelalderkampsport i sin fritid. Hun ville gerne alt det, hun troede, hun skulle.
Men kort før sin svendeprøve som autolakerer skete det uheld, som har haft enorme konsekvenser.
I sin skolepraktik, sad Nanna på hug og sleb dørfals i bunden af en bil, da hun pludselig bliver ramt på skulderen af venstre bildør, som presser hende sammen. Bilen var hævet op på lift og bildøren stod åben. Årsagen til skaden var, at liften pludselig tabte luft, så lift og bil røg et stykke ned.
– Jeg bliver trykket sammen. Lægerne siger, at min skulder er gået i stykker. Senere er der også kommet andre helbredsproblemer til. Som arbejdsskade har jeg fået anerkendt en nakke- og skulderskade med udstråling til armen, fortæller Nanna.
På sygehuset fik hun at vide, at der ikke var noget brækket. Hun skulle tage Panodiler og Iprener og holde sig i ro. Men hun kunne mærke, at noget var galt.
– Jeg vidste, at min krop havde fået et tryk. Men jeg vidste ikke, hvor meget det havde at sige.
Alligevel bestod hun sin svendeprøve.
Smerterne blev ved
Senere kom Nanna i arbejde som industrimaler hos Carl Hansen & Søn.
– Jeg var så glad for at være der. Det var et fantastisk sted.
Men smerterne forsvandt ikke. En morgen vågnede hun og kunne ikke gå. Hun humpede på arbejde. En massør og akupunktør sendte hende videre til en fysioterapeut, som ikke ville røre ved hende. Så fik hun en henvisning til rygcentret.
Nana forsøgte at blive i arbejdet. Virksomheden forsøgte også at finde løsninger, så hun kunne komme tilbage.
– De prøvede alt, men det gik ikke. Jeg kunne ikke undgå tunge løft og vrid.
Hun blev sygemeldt. Senere kom hun i ressourceforløb og jobafklaring. Hun prøvede også at arbejde i fleksjob hos en tatovør. Men kroppen kunne ikke følge med.
– Jeg aflyste mere og mere, fordi jeg ofte vågnede og ingenting kunne på grund af smerter, siger hun.
“Man kan ikke se smerterne”
På smertecenteret i Køge fik Nanna konstateret fibromyalgi. Hun har smerter gennem kroppen, i lænden og i hovedet. Kulde og skiftende temperaturer gør det værre.
– Det kan være, jeg får støvsuget én dag, og den næste dag kan jeg ingenting.
Hun har været vant til at arbejde meget. Arbejdet gav hende ro i hovedet. Det er også svært, når andre ikke kan se, hvad hun kæmper med.
– Jeg vil gerne en masse, men jeg kan ikke gøre det. Når man ikke har mistet en arm eller brækket et ben, så tænker folk: Jamen, jeg kan jo se, du står og går. Men man kan ikke se smerterne, siger hun.
Flere sager på én gang
Samtidig med smerterne kørte arbejdsskadesagen. Nanna havde kontakt til kommunen, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Malerforbundet. Socialrådgiver Lisbeth Stefanski fra Malerforbundet var med fra begyndelsen.
– Jeg har haft jævnlig kontakt med Lisbeth igennem arbejdsskadesagen. Hun har tit kontaktet mig for at høre, om der var noget nyt i sagen.
I den første afgørelse gav Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afslag på godtgørelse for varigt mén. Nanna og Lisbeth ankede sagen, fordi ikke alle skadens følger var indgået i fastsættelsen af méngraden. De fik medhold i klagen.
Det betød flere opkald, breve, papirer og nye forklaringer.
– Der ringede ofte folk fra forskellige instanser. En, der skulle snakke med mig, eller også skulle jeg udfylde papirer. Jeg fik ondt i maven over det, for jeg blev nervøs for, hvad der ville ske, hvis jeg lavede en fejl og udfyldte nogle papirer forkert.
“Hvem er jeg så?”
Da Nanna endelig fik førtidspensionen, kom der ro. Men der kom også nye spørgsmål til.
– Da jeg fik tilkendt min førtidspension, græd jeg i en uge. Jeg følte ikke længere, at jeg var en del af samfundet. Jeg bidrager ikke. Jeg får udbetalt en ydelse. Hvem er jeg så? Det spørgsmål bruger jeg stadig energi på, siger hun.
Midt i forløbet mødte Nanna sin kone, som har været med på de svære dage.
– Når jeg har sagt, at nu er det ikke sjovt længere, har hun holdt hovedet koldt og givet mig mod til at fortsætte.
Undervejs købte Nanna også en hund og begyndte i terapi. Vennerne holdt fast i hende og sagde, at hun stadig skulle være med i det, hun kunne.
– Jeg tror ikke, jeg havde stået her i dag uden det netværk, jeg har.
Hold ud
Arbejdsskadesagen er nu afsluttet, og Nana har fået udbetalt erstatning for erhvervsevnetab.
– Jeg havde ikke klaret det her, hvis jeg ikke havde været i en rigtig fagforening. Så havde jeg simpelthen ikke klaret det.
Hun vil gerne hjælpe andre, der står i samme situation. For hun ved, hvor hårdt det er, når kroppen siger fra, og systemet bliver ved.
– Man må ikke give op. Det er det vigtigste for mig at sige til dem, der står i en situation som mig. Det er opslidende. Men hold ud og tag imod alt den hjælp, du kan få fra andre, siger hun.
Nannas sag kort
Nanna bliver klemt i en lift i skolepraktikken kort før sin svendeprøve.
Hun består svendeprøven som autolakerer.
Senere arbejder hun hos Carl Hansen & Søn, men smerterne efter skaden bliver værre.
Hun får konstateret fibromyalgi på smertecenteret i Køge.
Hun bliver sygemeldt og kommer senere i ressourceforløb, jobafklaring og fleksjob.
Hun får tilkendt førtidspension.
Arbejdsskadesagen er nu afsluttet.
Tjek, at din arbejdsulykke er anmeldt
Hvis du kommer til skade på arbejdet, skal du sikre dig, at din arbejdsulykke bliver anmeldt.
Det er arbejdsgivers ansvar at anmelde arbejdsulykken, hvis du har fravær i tre dageud over ulykkesdagen, eller hvis ulykken kan give ret til erstatning. Men du skal selv tjekke, at det er gjort. En arbejdsulykke skal anmeldes inden ét år fra skadedatoen.
Kontakt Malerforbundet, hvis du er i tvivl.
Malerforbundet kan hjælpe dig med at finde ud af, om ulykken er anmeldt.
Når din sag behandles i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, kan Malerforbundet få fuldmagt til din sag. Med fuldmagt kan vi hjælpe dig under sagens behandling.
Malerforbundets socialrådgiver og jurist kan hjælpe dig med at forstå din sag, besvare breve, rykke, vurdere afgørelser og klage over afgørelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Hvad med erstatningsansvar?
Malerforbundet og Nanna besluttede at trække sagen om krav efter erstatningsansvarsloven. Årsagen var, at der var risiko for, at sagens udfald kunne få negativ betydning for erhvervsevnetabets størrelse i arbejdsskadesagen, hvis vi tabte sagen.

