Arbejdsliv | 19. november 2025

”Jeg har brug for en stabil hverdag”

Nanna Bjørnholdt på 22 år bor i Aarhus og blev udlært i december 2024. Hun har både som lærling og nu som malersvend valgt at være åben om at lide af angst og ADD.

I hverdagen som malersvend i MalerHuseT i Aarhus har Nanna Bjørnholdt valgt at være meget åben om, at hun lider af angst, ADD og kronisk hovedpine. Og når hun ikke er på arbejde, bærer hun som regel den grønne Solskikkesnor som tegn på, at hun lider af et skjult handicap.

– Da jeg var til jobsamtale, havde jeg også snoren på, og så kunne mester jo med det samme se, at jeg har en diagnose, fortæller Nanna.

 Hun blev udredt og fik diagnosen ADD, da hun som 16-årig fik angst, som kan være en følgevirkning af hendes diagnose. Med medicin og faste rammer har hun det generelt godt i hverdagen.

 -Diagnosen betyder, at jeg socialt kan være lidt akavet, og så har jeg det bedst med at have struktur og hele tiden vide, hvad jeg skal. Det er ikke rart for mig, hvis mester pludselig siger, at nu skal jeg rykke hen på en anden opgave, fortæller Nanna.

Ændringer i planer kan vælte dagen, og opstår der problemer eller fejl, har Nanna brug for tid til at samle sig.

  – Jeg kan godt gå i stå, hvor jeg har brug for en pause for at tænke og finde ud af, hvad der nu skal ske. Jeg er ikke så impulsiv. Og angst kan give mig tankemylder. Det larmer i mit hoved, så jeg ikke kan koncentrere mig, fortæller hun.

Tendens til perfektionisme

ADD kaldes også den ’stille ADHD’, fordi personer med diagnosen ikke har tendens til hyperaktivitet. Begge diagnoser kan betyde, at man overtænker situationer og har tendens til perfektionisme. Et træk som Nanna genkender.

 – Jeg var ikke selv helt tilfreds med min svendeprøve, men jeg fik altså bronze – så jeg var nok lidt for perfektionistisk. Det kan være både godt og skidt, at jeg altid vil lave et pænt arbejde. Nogle gange kommer jeg til at bruge for meget tid på en opgave, fortæller hun.

Da hun var udlært, søgte hun job hos MalerHuseT og skrev, at hun helst ville arbejde sammen med sin kæreste Isak Hadzalic. Så de blev begge ansat, og det giver Nanna en støtte og ro, at Isak kender hende og hjælper med overblikket.

 Nannas chef, malermester Henrik Ottens, sætter stor pris på, at hun er ærlig om sine diagnoser.

– Nanna er meget dygtig som maler, og hun sendte en helt unik ansøgning, hvor hun skrev, at hendes højeste ønske var at arbejde sammen med hendes kæreste, fortæller malermestren, der havde en perfekt opgave til dem med en masse trappeopgange, så de går fast det samme sted i længere tid.

   – Jeg har den holdning, at man skal være åben og ærlig, og i firmaet skal der være plads til, at man kan sige fra. Som chef er det vigtigste for mig, at jeg ved, hvor jeg kan sende Nanna hen og hvilke typer opgaver, der er bedst for hende, siger Henrik Ottens.

  Ved at kende sine styrker og begrænsninger kan Nanna selv tilpasse hverdagen og arbejdet som maler. Derfor ved hun, at hun ikke vil passe ind i et job på akkord, fordi hun har brug for et tempo, hvor hun ikke mister fokus og med plads til at tage en pause ind i mellem. 

   – Jeg går også altid med ur, og der er noget jeg skal huske, sætter jeg en påmindelse på telefonen. Det hjælper mig, at jeg er sammen med Isak om at planlægger tiden og opgaverne, siger Nanne Bjørnholdt.


Del: