Kære student: Tag en erhvervsuddannelse
Kæmpe tillykke med huen, student.
Den er flot. Den er ny. Den er hvid. I hvert fald et par dage endnu, indtil studenterfesterne har gjort deres indhug. Uanset klip, hakker, streger og hilsner, så skriger huen “Jeg har gennemført tre år med afleveringer, eksamen, gruppearbejde, pres og moderat angst over det her begyndende voksenliv.”
Men hey – du klarede den. Og det skal selvfølgelig fejres.
Nyd det nu, og nyd det længe
Så ud i vognen med dig. Syng, så hundene hyler med. Drik dig tilpas modig til at sige alt det, du fortryder i morgen. Kys nogen i solopgangen. Dans, som om ingen kigger, selvom alle kigger. Men det er lige meget. For det er sommer. Du er ung. Du har din frihed. Og det er smukt, og det kommer aldrig igen, så nyd det nu, og nyd det længe.
For når den sidste tequila er fordampet og huen ligger på bordet og lugter af solcreme, bajer og dårlige beslutninger, er det ikke længere nok at drukne fremtiden i fest og ballade. Så kommer spørgsmålet krybende: ”Hvad så nu?”
Hvad så nu?
Ja, hvad så nu?
Nu skal du tage en erhvervsuddannelse. Og du er velkommen i malerfaget.
Jeg ved det godt. Det lyder knap så sexet som “sabbatår i Sydamerika,” eller “jeg skal finde mig selv på en guideskole i Malaysia.”
Men helt ærligt: Hvis du skal finde dig selv, kan du lige så godt gøre det med penge på lommen og en pensel i hånden (det skulle være nemmere at finde sig selv, når kortet kan svinges i baren, uden tanke på, om der også er til taxaen hjem. Har jeg hørt).
Som malerelev får du løn under uddannelse (mellem os sagt kunne den godt være højere, men lad nu det ligge). Vi taler ikke om SU-småpenge, hvor du står i Netto og overvejer, om du både har råd Monster OG tandpasta, eller om du skal lade den gratis tandlæge bekymre sig om at lappe huller.
Sjaske vægge til med maling
Nej. Vi taler rigtige penge.
Penge til husleje. Til tøj. Til byture. Til ferier. Til alt det sjove, og det voksne også. Forsikringer, du ved. Og måske også en bil.
Og hvis du tænker, at malerjobbet bare handler om at sjaske nogle vægge til med lidt maling, så tager du fejl.
Malerjobbet er kreativt. Det er finish. Præcision. Blik for detaljer. Det er spartel, slibning, grunding, afdækning, flotte farver, og en helt særlig evne til at se udtørret træværk på 14 meters afstand og få fysisk ubehag (det sidste er en arbejdsskade, men en nyttig en).
At kunne et håndværk er også den ultimative frihed.
Frihed, fordi du kan noget, andre har brug for.
Frihed, der giver dig mulighed for at rejse jorden rundt med dit fag, fordi vi i Danmark uddanner nogle af verdens dygtigste håndværkere.
Og så er der friheden ved at stå op om morgenen og vide, at du skal skabe noget i dag. Noget, andre bliver glade af at se på.
Motivationscoach og matcha latte
Nervøs for, om du fortryder på et tidspunkt? Det skal du ikke være, for en erhvervsuddannelse åbner døre.
Du kan blive svend. Mester. Selvstændig. Specialisere dig. Læse videre. Tjene penge. Tage ansvar. Bygge et arbejdsliv op, der ikke kun giver dig en titel, men et helt fag. Et fag, du stolt vil bære med dig hele livet.
Og vi har brug for dygtige håndværkere. Vi har brug for unge mennesker, der tænker og skaber. Mennesker, der møder op, lærer noget, bruger kroppen, bruger hovedet og tager ansvar, uden at have brug for en motivationscoach og en matcha latte først. Vi har brug for dig.
Ja, studenterhuen er flot. Den skal du være stolt af. Men studentereksamen er ikke en livsplan, og den behøver ikke fortsætte i fast rute mod universitetet og fem år i akademisk tåge.
Fyr den af
Studenterhuen giver dig muligheder. En af dem er at vælge et fag, hvor du får løn, kolleger, faglig stolthed, endnu flere muligheder og en reel uddannelse, du kan bruge resten af livet. Men fyr den først af, kære student. Nyd studenterkørslen. Kys og kram dem, der fortjener det. Fest, til sommeren brænder ud. Og når festen er landet, så kig mod en håndværksuddannelse. Vi har brug for dig.

