Malerforbundet kræver handling: Uacceptable ventetider i arbejdsskadesager skal NED nu
Ventetiden på at få afgjort en arbejdsskadesag er alt for lang – helt op til 10 år for de mest uheldige. Nu har Malerforbundet sendt et brev til beskæftigelsesministeren med krav om, at ventetiden sættes ned.
Man skal ikke komme til skade, mens man er på arbejde. Er uheldet alligevel ude, skal man væbne sig med tålmodighed. Man kan nemlig risikere at skulle vente helt op til ti år på at få afgjort sin sag hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), der er ansvarlig for at behandle arbejdsskader.
– Udover følgerne efter en arbejdsskade udsættes vores medlemmer for en stor psykisk belastning og økonomisk usikkerhed, når deres sager er uafklarede og de ikke ved, hvornår de kan sætte et punktum og komme videre. Det er helt urimeligt, og det skal der laves om på. Nu,” siger Tonny Olsen, formand for Malerforbundet.
Ikke godt nok
Derfor har Malerforbundet, sammen med Blik & Rør og Dansk El-Forbund, sendt et brev til beskæftigelsesministeren, hvor de kræver handling. Og fagbevægelsen er ikke de eneste, der råber op. Situationen er så alvorlig, at beskæftigelsesministeren er indkaldt til samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg torsdag 25. september 2025.
I brevet fra de tre forbund kan ministeren læse et konkret eksempel på, hvordan et medlem har ventet årevis på en afgørelse: Hendes arbejdsskade blev anmeldt tilbage i september 2021, og på trods af, at sagen nu, ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, bliver behandlet af et dedikeret team, forventes den afgjort i efteråret 2026. Derefter afventer medlemmet yderligere afgørelse om varigt mén og erhvervsevnetab, det kan tage mange flere år
– Det er ikke godt nok. Det her går ud over nogle mennesker, der i forvejen er presset i bund, og det kan ikke være rigtigt, at det skal tage så lang tid, siger Tonny Olsen.
Minister må tage ansvar
Allerede i 2015 råbte Malerforbundet, Blik & Rør og Dansk El-Forbund for første gang op om de lange ventetider. I 2016 fastslog Folketingets Ombudsmand, at AES’ sagsbehandling var utilfredsstillende. Men trods flere politiske aftaler og gentagne løfter er situationen ikke blevet bedre. I dag vurderer Beskæftigelsesministeriet selv, at over 1.000 danskere har ventet mere end ti år på at få afgjort deres arbejdsskadesag.
– Vores medlemmer kan ikke vente længere. Arbejdsskadesager handler om menneskers liv, helbred og fremtid. Derfor må ministeren tage ansvar og sikre, at AES leverer hurtige og retfærdige afgørelser, lyder det fra Malerforbundets formand, Tonny Olsen.

