| 06. oktober 2025

MalerhuseT gav Minella ro i maven

Minella Majgaard-Thomassen var næsten på vej i skolepraktik efter første hovedforløb, da hun ikke fik forlænget sin lærlingeplads. Men så tog malermester Pouline Bredahl fra MalerhuseT fat i hende.

Da Minella Majgaard-Thomassen i sommers stod til sin første eksamen på maleruddannelsens hovedforløb 1, frygtede hun, at vejen mod et svendebrev var ved at lukke.

Hendes læreplads ville ikke forlænge hende, fordi tempoet ikke var højt nok, mente mesteren. Men netop den dag bød en ny mulighed sig til, da malermester Pouline Bredahl fra MalerhuseT tog fat i hende.

“Pouline var min censor til eksamen, og da vi havde gennemgået min karakter og min bås sagde hun, at de gerne ville give mig en chance hos dem. Der stod jeg som et stort spørgsmålstegn og var sådan ”ja, det vil jeg gerne.” Så der reddede hun mig fra skolepraktikken,” fortæller Minella Majgaard-Thomassen.

Frie tøjler

Hos MalerhuseT har hun fået en helt ny start som malerlærling.

“Jeg har fået mere frie tøjler og lov til at prøve kræfter med mange ting. Jeg synes, de har stor tiltro mig, og de ved godt, at fart ikke kommer på nul komma fem, når du er ny. De ser også en proces i, at man er lærling, og de siger ikke ”kom nu, kom nu, kom nu, op i fart, vi skal nå det her i dag.” De er gode til at sige ”nu tager vi en ting ad gangen, og så ordner vi det her sammen,” fortæller hun.

Fra usikker til ro i maven

Den nye læreplads, som Minella Majgaard-Thomassen startede på midt i juni, har også givet hende ro i maven.

“Jeg var meget usikker i starten, og jeg har altid gået med den der ondt i maven og været bange for at gøre noget forkert. Efter jeg er kommet herud, har jeg fået en helt anden ro i maven, og jeg er glad for at gå på arbejde. Fordi jeg ved, at mine svende har min ryg, hvis der er noget, der glipper for mig,” siger hun og fortsætter:

”De er også bare rigtig gode til at lære fra sig fra, så hvis du ikke forstår det på den ene måde, så er de gode til at finde en løsning og prøve at forklare det på en anden måde.”

Gode svende for andre

I det hele taget har Minella Majgaard-Thomassen oplevet en stor velvilje hos MalerhuseT til at tage sig af ”de nye,” som hun kalder den flok af lærlinge, hun nu selv er en del af.

”De er meget smilende og svendene er gode til at tage hånd om os nye. De byder os velkomne, hvis man kan sige det sådan og giver os en chance for at vise, hvad vi kan.”

Netop den tilgang mener Minella Majgaard-Thomassen, er den helt rigtige.

”Vi skal igennem uddannelsen og læretiden på en ordentlig måde, så vi kan være gode svende for andre, når vi kommer ud på den anden side.”


Del: