Mentor med på værksted
Mille Severinsen på 21 er i lære som skiltetekniker. På Håndværkskollegiet i Horsens, hvor hun bor, er der andre lærlinge. Der er værksteder hvor hun både kan dygtiggøre sig og lege med sit fags muligheder – og så der er erfarne mentorer.
Mille Severinsen, i lære som skiltetekniker, og hendes mentor, malermester Heidi Zilmer, mødes på Håndværkskollegiet i Horsens malerværksted. Mille for at få inspiration og praktisk viden, Heidi for at give sig fag og stoltheden over det videre til den næste generation.
Mille elsker at tegne ting på computeren og omsætte det til konkrete produkter. Hun er oprindeligt udlært personvognsmontør og begyndte dengang at lave klistermærker til biler. Hun viser stolt en tekst skåret i selvklæbende folie: ”Milles Place” i lyserød skrift, der skal sidde ved hendes plads i kærestens bil. Heidi har fået en stor betydning for hende.
– Jeg snakker godt med Heidi. Hun hjælper mig med praktiske tips – og med at finde på.
Svære skygger
Mille så, at et byggehegn omkring Horsens Rådhus skulle udsmykkes. Hun spurgte sin mentor, Heidi Zilmer, om hun var med på den, og en street-art gruppe tog form. Plankeværket er i træplader, idéen til at lave den til sten opstod på kollegianernes første brainstorm møde.
En mur med forskellige typer sten, forskellige strukturer, belyst af solen så lys og skygge er tydelige. Netop det, er et af Heidis specialer, illusionen, trompe d’oeil, at give træet udseende af at være noget andet.
-Særligt skyggerne er svære, fortæller Mille. Sollyset der kommer oppefra, skråt ned, kaster lys og skygge over fugerne mellem stenene.
Respekt og nysgerrighed mellem fagene
Heidi Zilmer er mentor 15-20 timer om ugen. Hun er mentor på hvad, hun kalder for ”Danmarks fedeste malerværksted”. Hun har selv har været med til at bestemme indretningen. Her er hun klar som rollemodel, en som de unge kan lade sig inspirere af og spejle sig i.
Hun har også egen virksomhed og kan rådgive om, hvad de unge kan med deres fag bagefter.
– Før jeg blev mentor her, var jeg også faglærer i 20 år. Her på kollegiet oplever jeg stor respekt og nysgerrighed fagene imellem. Jeg holder af at være sammen med de unge mennesker. Alle dem der vil have hjælp eller et godt råd. Men nogle dage skal jeg tage mig selv i ikke bare lige at gøre det i stedet.
Ingen fejl her
Mille er travlt optaget ved bordet, et hjerte tager form, og bliver, sammen med nogle flammer, til et motiv på en t-shirt.
Hun fortæller, mens hun arbejder:
– Det betyder rigtigt meget for mig at have Heidi som mentor. Jeg kan spørge hende om ting, som jeg har svært ved. Hun er en dejlig dame, og en stor inspiration – det er megaflot, det som hun laver. Jeg kommer til at have løbende kontakt til hende gennem resten af min uddannelse.
Mille er god til at skære i folie, og mange af de andre på kollegiet kommer til hende for at lære det, det er svært og det går ofte galt for dem. Heidi har en fast vending, der lyder som et ekko fra en af kollegianernes mund, når en anden laver en fejl og bander højlydt:
– Det er ikke en fejl, det er en erfaring.
Fakta om Håndværkskollegiet
Håndværkskollegiet i Horsens er for håndværkerlærlinge. 72 boliger med fællesfaciliteter, alle beboerne er i lære, 70% indenfor byggefagene. Her kan de finde et fællesskab og inspirere hinanden – ikke mindst i værkstederne. En af forudsætningerne for at bo her er: ”At du er engageret i dit eget fag og nysgerrig på andres.” Håndværkskollegiet har fire værksteder tilknyttet, et af dem er malerværkstedet, hvor Heidi Zilmer er mentor. Værkstedet er åbent for Mille og alle de andre beboere hver dag fra 6-22, og hver mandag står Heidi klar til at lære de unge om både gamle og nye maleteknikker. På værkstedet kan man f.eks. fordybe sig i teknikker som marmorering og ådring, og dermed styrke både traditionen og den historiske bevidsthed i malerfaget. Og man kan lade sig inspirere af tiden før plasticmaling for at finde frem til en mere bæredygtigt praksis i nutiden.