Arbejdsliv | 08. april 2026

Mere viden om skimmelsvamp giver flere muligheder

Som servicemaler møder Natasja Axelsen jævnligt skimmelsvamp i arbejdet. Nogle opgaver kan hun selv klare, mens andre straks skal sendes videre. Nu overvejer ledelsen i firmaet mere efteruddannelse, så flere opgaver kan løses sikkert og korrekt.

Som servicemaler hos Malerfirmaet Dalsgaard & Co. møder 32-årige Natasja Axelsen både almindelige maleropgaver og sager, hvor der gemmer sig skimmelsvamp bag tapet og plader.

– Vi møder det især, når vi skal rense tapet ned, og det er mest i private boliger, fortæller hun.

Det første, hun gør, er at vurdere, hvor stort området er, og hvor slemt det ser ud.

– Hvis det kun er et lille område på omkring en kvadratmeter, så tager jeg det selv. Hvis det er større, så ringer jeg videre, siger hun.

Skimmelsvamp dukker tit op i boligforeninger, men her oplever hun, at procedurerne i dag er blevet langt bedre end før.

– Boligforeningerne er faktisk blevet meget bedre til at bekæmpe det og få gjort tingene rigtigt. Hvis der er noget alvorligt, beder de os med det samme om at lade alt ligge, tage vores ting og gå væk fra det, siger hun.

Tryg i arbejdet

Skimmelsvamp er ikke noget, Natasja er bange for.

– Jeg har aldrig været bekymret. Jeg kigger på, om det er noget, jeg selv skal tage, eller om det skal sendes videre. Jeg har altid fået at vide, at hvis det er for meget, så forlader man det. Så jeg føler mig tryg i, hvad jeg skal gøre, siger hun.

Første gang hun stod med en opgave med skimmelsvamp, havde hun endnu ikke været på kursus. Der blev hun guidet gennem arbejdet af sin chef. Siden har hun været på grundkursus hos Protox, som også er det produkt, de bruger til at vaske ned med.

Kurset har givet hende mere sikkerhed i arbejdet, men hun kunne godt tænke sig at komme videre.

– Vi har kun grundkurset. Der findes jo videregående kurser, som skadeservice tager, og det kunne være fedt at vide mere og få mere uddannelse, siger hun.

Vil kunne mere

I dag kan hun blandt andet tage en proteintest på væggen for at se, om en overflade ser ud til at være renset ordentligt. Men testen har sine begrænsninger.

– Den kan indikere, om vi har fået det hele med, men den kan også slå ud på andre ting. Du kan faktisk også bruge den på en ostemad, og så slår den ud. Så man kan ikke bruge den til at sige med sikkerhed, hvad det er, forklarer hun.

Ofte bliver prøver sendt ind til et laboratorium. Men med det rette udstyr og mere uddannelse kunne firmaet måske selv løse flere af de større opgaver.

Det er også noget, arbejdsmiljørepræsentant Erik Brandt Jensen ser som en mulighed.

– Vi har jo udstyret til det, siger han.

Blandt andet har firmaet et større udsugningsanlæg – en slags kraftig blæser med kulfilter – som kan rense luften i rummet eller lede den ud gennem filteret.

– For nylig talte vi om, om ikke vi kunne finde nogle kurser, så vi kan blive uddannet til at tage de større områder også, siger han.

Hos Dalsgaard & Co. er der omkring 29 malere i alt. Cirka seks af dem arbejder som servicemalere, og der kører også et par elever med. Det er altså en mindre gruppe, der ofte står med de opgaver, hvor der kræves både erfaring og hurtig vurdering.

Når arbejdet stopper

Og netop vurderingen er afgørende. Nogle gange er det tydeligt, at en opgave går ud over det, en maler skal tage sig af.

Det gælder for eksempel, når der sidder gamle opslagstavleplader på ydervægge med tapet udenpå. Her kan skimmelsvampen gemme sig i materialerne og længere inde bagved.

– Der kan man se det, og hvis det er kravlet ind på pladerne, så skal man længere ind bagved. Det kan jeg jo ikke som maler, siger Natasja.

Når skadeservice tager over, bliver der renset helt ned, og bagefter stiller det andre krav til malerarbejdet.

– Så skal vi bruge en bestemt diffusionsåben maling. Og spartelmassen kan være svær at slibe i, fortæller hun.

Hun oplever, at skimmelsvamp kommer i bølger. Nogle uger er der ingenting. Andre gange kan hun møde det flere steder på få dage.

– Det er meget forskelligt. Man kan have en uge med tre lejligheder med skimmelsvamp og så andre uger slet ikke møde det, siger hun.

Dårlige råd findes stadig

For Natasja giver det god mening at få mere viden. Ikke mindst fordi der stadig florerer dårlige råd derude.

– Jeg har en veninde, der har fået at vide, at hun bare skal bruge Rodalon. Men det virker ikke, siger hun.

Hos Dalsgaard & Co. er ønsket om mere viden ikke kun noget, der fylder hos medarbejderne. Ifølge Erik er det også noget, ledelsen overvejer nærmere.

– Vi har jo udstyret til det, og ledelsen overvejer også, om vi skal have de kurser, der gør, at vi kan tage de større områder, siger han.

Hvis det bliver til noget, kan det give servicemalerne bedre muligheder for at håndtere flere opgaver med skimmelsvamp på en sikker og fagligt forsvarlig måde.

For Natasja ville det være en klar fordel at få mere efteruddannelse.

– Det kunne være fedt at vide mere og få det kursus, siger hun.


Del: