Når kollegaen bliver konkurrenten, taber vi alle

Debatindlæg af Jess Løvendal, malersvend, tillidsvalgt og medlem af bestyrelsen i Malernes Fagforening Midtjylland.

Trivslen i malerfaget er under pres, og som tillidsvalgt malersvend gennem mange år ser jeg en tendens, der bekymrer mig: Kolleger, der bagtaler hinanden, sladrer til mester og generer hinandens arbejde. Det skaber en kultur, hvor vi glemmer, at vi er på samme hold.

Desværre er det os svende, der betaler prisen, når sammenholdet forsvinder. Og det er mester, der vinder på det. Når vi ikke står sammen, kan han presse lønningerne ved at spille os ud mod hinanden. Jeg har hørt om kolleger, der får tilbudt en højere løn mod tavshedspligt, så ingen andre finder ud af forskellen. Den slags er gift for vores trivsel.

Tag styringen tilbage

Hvad gør vi så ved det? Vi tager styringen tilbage. Vi genfinder vores sammenhold og tro på, at det er bedre at stå sammen end alene.

Det kan vi gøre på mange måder. Som tillidsvalgt er det mit ansvar jævnligt at snakke med kollegerne. Høre, hvordan det går, hjælpe med at tjekke lønseddel og sikre, at de har det godt.

Men vi kan også gøre noget sammen som kolleger: Vi kan lave en faglig klub på vores arbejdsplads, hvor vi indbetaler et lille beløb, så vi har nogle penge til fællesskabet. Vi kan høre mester, om han vil bidrage, og der er også masser af hjælp at hente i fagforeningen.

Sammenhold og fællesskab

Vi har nemlig brug for de faglige klubber på arbejdspladserne. De styrker sammenholdet, og de kan bruges til at forhandle med én stemme overfor mester. Det er nødvendigt, hvis vi vil have gode forhold og ordentlig løn.

Men klubben kan meget mere end det. Den kan samle os til sociale arrangementer. Og det behøver ikke være hverken stort eller dyrt. Det kan være en halv time med fælles morgenmad hver 14. dag, eller grill på værkstedet en fredag i ny og næ.

Fælles om god trivsel

Det vigtigste er, at vi møder hinanden som kolleger. Til daglig er vi ofte så spredte, at vi måske ikke engang ved, hvis der er kommet en ny kollega.

Derfor skal vi insistere på at mødes, se hinanden i øjnene og snakke sammen. Hilse på den nye kollega, få ham/hende med i fællesskabet og give et klap på skulderen til dem, der fortjener det. Det skal vi gøre løbende, før trivslen lider så stort et knæk, at vi tror, vi kan klare os bedre uden hinanden.

Det kan vi sjældent. Trivsel på arbejdspladsen skabes ikke hver for sig. Den er vi fælles om.