Når penslen bliver tung: Nedslidning er malerens hverdag

Af Celina Felthaus, bestyrelsesmedlem i Malernes Fagforening Midtjylland

Når folk hører ordet »maler”« tænker de ofte på farver, fornyelse og flotte vægge. Men bag det færdige resultat gemmer der sig en virkelighed, som sjældent bliver talt om – nemlig nedslidning. For selvom malerfaget måske ikke lyder hårdt i nogens ører, så er det i praksis et job, der slider kroppen op, lidt efter lidt, dag for dag.

Som malere bruger vi ikke bare pensel og rulle – vi bruger hele kroppen. Vi står på stiger, bøjer os i skæve stillinger, kravler på knæ og arbejder over hovedhøjde i timevis. Vi løfter tunge spande, sliber lofter, bærer udstyr op og ned ad trapper, hen til arbejdsstedet, og vi arbejder ofte i træk, kulde eller dårlige arbejdsstillinger. Det lyder måske som småting, men summen af det kan mærkes – især når vi har gjort det i 10, 20 og 30 år.

Mange af os mærker konsekvenserne allerede tidligt: Ryggen gør ondt. Skuldrene knirker. Knæene værker. Jeg kender flere dygtige kollegaer, som må tage smertestillende for bare at komme igennem en arbejdsdag. Andre har skiftet branche – ikke fordi, de ikke elsker malerfaget, men fordi kroppen ikke længere kan følge med.

Problemet bliver kun værre af det stigende tidspres og den priskonkurrence, der præger malerbranchen. Når vi bliver presset til at arbejde hurtigere og billigere, går det ud over både kvalitet og arbejdsmiljø. Vi får ikke den nødvendige tid til at arbejde ergonomisk rigtigt, tage pauser eller bruge det rette udstyr. I sidste ende er det vores kroppe, det går ud over.

Det er, som om nedslidning er blevet et vilkår, vi bare skal acceptere i faget. Men hvorfor? Er det rimeligt, at en maler allerede i 40’erne føler sig som en pensionist? Skal vi virkelig finde os i, at fysisk smerte bliver en del af jobbeskrivelsen?

Der er brug for, at vi tør tale højt om nedslidning i vores fag. At vi stiller krav til ordentlige arbejdsvilkår, realistiske deadlines og bedre arbejdsmiljø. For hvis vi ikke passer på os selv og hinanden, hvem gør så?

Nedslidning er ikke et individuelt svaghedstegn. Det er et systemisk problem i byggebranchen – og i særdeleshed i malerfaget. Og det er på tide, vi behandler det som sådan.