Arbejdsliv | 27. januar 2026

Nedsat tid og stærke kolleger holdt Tina i arbejde til fire uger før fødsel

Selvom Tina Mosekjær Ireland måtte gå markant ned i tid på grund af plukkeveer, kunne hun blive en del af hverdagen på pladsen takket være en fleksibel arbejdsplads.

Af Sophie Holland foto: privat

Da 29-årige Tina Mosekjær Ireland blev deltidssygemeldt i februar på grund af kraftige plukkeveer, var det langt fra sikkert, at hun kunne fortsætte med at arbejde som maler hos firmaet Ernst Hansen A/S.

“Hvis det havde været bækkenbundssmerter, havde jeg slet ikke kunnet holde til det,” fortæller hun.

Fleksibilitet fra chefen

Hendes jordemoder anbefalede, at hun gik markant ned i tid. Og det gjorde hun – men på en måde, hvor hun stadig kunne være en del af hverdagen på pladsen.

“Min chef sagde, at jeg selv kunne bestemme, om jeg ville arbejde tre dage om ugen eller gå hjem til middag hver dag. Jeg valgte at gå hjem til middag hver dag. Jeg havde ansvar, og jeg ville gerne være med,” siger Tina.

Arbejdsopgaverne blev justeret, så Tina kunne holde til det. Hun tog sig blandt andet af finisharbejde, byggemøder og koordinering med ledelsen.

”Jeg lavede også stadig en del malerarbejde. Bare ikke det hårde,” siger hun.

Kolleger, der holder øje

Tina beskriver en hverdag, hvor kollegerne hele tiden bakkede hende op.

“Det var en kombination af min egen stædighed og virkelig søde kolleger. De skældte mig ud, hvis jeg bar på noget tungt, og de hjalp mig, når der var noget, jeg ikke skulle løfte. Min chef sagde, at jeg skulle tage hjem, hvis noget blev for hårdt.”

Selvom hun var på nedsat tid, betød det meget for Tina at være en del af arbejdsfællesskabet.

“Jeg tror ikke, jeg ville have tålmodighed til at gå hjemme og vente så længe. Det var rart at komme lidt ud hver dag,” siger hun.

Også barslen blev planlagt fleksibelt

Når Tina vender tilbage, bliver det også i en ordning, der passer familien.

Hendes mand tager ni ugers barsel, før hun selv tager mere barsel.

“Min chef har været rigtig sød og fleksibel. Jeg skulle bare gøre det, der var bedst for os. Det betyder virkelig meget for mig. Jeg føler mig værdsat,” siger hun.

At vende tilbage til arbejdet bliver dog ikke kun nemt. 

“Jeg tror, det bliver hårdt at savne mit lille barn. Indtil videre har jeg kun været væk fra ham i tre timer. Men jeg tror, det er en tilvænningsperiode, og så kører det igen,” siger hun.  

Artikel 2:

Fleksibilitet er afgørende – også når maven vokser

Fleksibilitet er ikke et ekstra gode, men en nødvendighed, hvis man vil fastholde dygtige medarbejdere – også under graviditet, mener direktør Lene Rosendal.

Da Tina ønskede at blive ved med at arbejde under sin graviditet, var der ingen tvivl hos ledelsen i Ernst Hansen A/S.

 “Tina ville det rigtig gerne. Hun er dygtig, engageret og en kollega, vi er meget glade for. Så længe gravide medarbejdere har det godt, vil vi gerne støtte op om, at de kan blive på arbejde,” siger direktør Lene Rosendal.

For hende handler det grundlæggende om samarbejde og gensidig forståelse – også med blik for, at vilkårene kan være forskellige fra virksomhed til virksomhed.

“Det er et samarbejde. Man bliver nødt til at kunne tage hensyn. Jeg ved godt, at det kan være sværere for mindre malerfirmaer at få det hele til at gå op, men hensynet er stadig vigtigt,” siger hun.

Planlægning og hensyn i praksis

Hos virksomheden handler fleksibilitet ikke kun om arbejdstid, men også om planlægning af opgaver og arbejdsmiljø.

“Hvis den gravide har det godt, er det et spørgsmål om at bruge arbejdsmiljøhuset aktivt. Vi laver lister over materialer – hvad man må bruge, og hvad man ikke må. Og selvfølgelig sørger vi for, at man ikke skal bære tunge materialer op på femte sal,” forklarer Lene Rosendal.

Opgaverne bliver tilrettelagt, så belastningen minimeres, og der er hjælp at hente.

 “Der er en lærling eller en makker med, som kan tage de ting, der volder problemer. Det forsøger vi at tage hensyn til og planlægge efter,” siger hun.

Hun understreger samtidig, at graviditet kan udvikle sig forskelligt.

“Der kan komme komplikationer, og det må vi tage, når det sker. Det gør vi gerne.”

Fleksibilitet er ikke valgfrit

Ifølge direktøren er fleksibilitet i dag afgørende, hvis virksomheder vil fastholde deres medarbejdere.

“Vil man bibeholde sine dygtige medarbejdere, handler det om at tilbyde fleksibilitet. Der er mange familietyper i dag – både enlige, børnefamilier og ældre medarbejdere, som har brug for at lægge arbejdstiden anderledes,” siger hun.

De faste skemaer hører fortiden til, mener hun.

“I dag kan et skema ikke ligge så fast, som det gjorde i gamle dage. Fleksibilitet er nødvendig, hvis vi skal have hænder nok – ellers opdager man det på den hårde måde, når folk smutter,” siger Lene Rosendal.

Gravid og arbejdsmiljø – det skal du vide

Som gravid maler har du ret til, at arbejdet bliver vurderet og tilpasset, så det er sikkert for dig og barnet.

Det betyder blandt andet:

  • Husk at give arbejdsgiver besked, så snart du har kendskab til du er gravid. Meget gerne skriftligt. Jo før din arbejdsgiver får besked, desto hurtigere kan de tage hensyn til graviditeten.
  • Så snart en arbejdsgiver får besked om, at du er gravid, skal vedkommende udlevere en positivliste over de produkter, du trygt kan bruge
  • Positiv listen er personlig og skal være lavet til dig. Dit navn skal stå på listen
  • Hvis et produkt ikke står på positivlisten, skal du inden arbejdet starter bede din arbejdsgiver om en opdateret positivliste, hvor produktet fremgår.
  • At arbejdsgiveren skal vurdere risici ved dine arbejdsopgaver
  • At opgaver kan tilpasses, så du undgår tunge løft, belastende stillinger og skadelige materialer
  • At der kan laves aftaler om materialer, opgaver og hjælp fra makker eller lærling
  • Er du i tvivl, så kontakt din lokal afdeling

Hvis der er tvivl om, hvordan arbejdet kan tilrettelægges, kan Arbejdsmiljøhuset bruges som redskab til at gennemgå risici og finde løsninger.

Graviditeter er forskellige. Mærk efter, og sig til, hvis noget bliver for hårdt.
Også selvom din arbejdsplads ikke selv tager initiativ.

Uddannelse til gravide

  • Hvad: Protokollat-bestemmelse om uddannelse til gravide
  • Hvor: Maleroverenskomsterne
  • Aftaleparter: Danske Malermestre, DIO III og Kooperationen og Malerforbundet i Danmark
  • Indhold:
    • Gravide kan efter aftale benytte akkumulerede uddannelsesuger, f.eks. hvis virksomheden ikke kan anvise andet passende arbejde. Hvis du bliver sendt hjem i stedet for, skal kontakte din afdeling.
    • Der er mulighed for op til seks ugers uddannelse inden for et kalenderår, også selv om den gravide endnu ikke har optjent seks uger
  • Hvad betyder det konkret for dig som maler?
    • Som gravid har du mulighed for gå fra 10 uger før forventet fødselstidspunkt, heraf skal de første 6 uger bruges til efteruddannelse.
    • Du kan bruge uddannelsesuger tidligere end normalt – op til seks uger – også selv om du ikke har optjent dem endnu
  • Sammenhæng: En del af overenskomstforhandlingerne i 2023 og 2025


Del: