Ny opmåler i Midtjylland: Mød Heidi her
Malernes Fagforening Midtjylland har fået ny opmåler efter Ejvind Brixen er gået på pension. Mød Heidi Rytter Sjørup her.
50årige Heidi Rytter Sjørup har overtaget Ejvind Brixens opmåler-post pr. 1. februar, hvor han gik på pension. Heidi er udlært maler og har arbejdet hos malerfirmaet Carsten Sørensen i Viborg de sidste 12 år. Før hun tog uddannelsen som maler, arbejdede hun som kontorassistent. Den kombination ser hun som en stor fordel i sit nye job.
“Jeg har selv gået på akkord og kender malerfaget rigtig godt. Samtidig er det en fordel, at jeg fra mit tidligere arbejde på kontor, har siddet meget med tal og Excelark. Som opmåler kommer jeg ud til svendene, men får også brugt mit hoved bag skærmen. Det er det bedste fra begge verdener,” fortæller Heidi.
Landet på den rigtige hylde
Heidi har været i “mesterlære” hos opmåler Ejvind Brixen siden august sidste år for at sikre en glidende overgang, inden hun skulle stå på egne ben pr. 1. februar.
”Ejvind har været en supergod læremester, så jeg er så klar, som jeg kan være. Noget skal jeg stadig lære hen ad vejen, men sådan er det jo. Og jeg kan altid trække på de andre opmålere, når jeg har spørgsmål,” lyder det fra Heidi, der godt kan savne det aktive liv som malersvend. Hun er dog ikke i tvivl om, at hun er landet på den rigtige hylde:
“Som malersvend skrantede jeg lidt med helbredet, så jeg vidste, at der skulle ske noget nyt. Men jeg kan ikke sidde stille på en kontorstol hele dagen. Som opmåler kommer jeg stadig ud og møder svendene, så det her passer mig rigtig godt,” lyder det.
Heidi kommer primært til at lave opmålinger i den nordlige del af afdeling Midtjylland, mens det stadig er Jakob Johansen, der tager sig af den sydlige del.

