Ny overenskomst for autolakerere på plads mellem Malerforbundet og AutoBranchens ArbejdsgiverForening (ABAF)
Efter intense forhandlinger er Malerforbundet og AutoBranchens ArbejdsgiverForening (ABAF) den 4. marts blevet enige om en ny overenskomst for autolakerere. Aftalen sikrer en række forbedringer for medlemmerne og styrker både økonomiske og sociale vilkår.
Malerforbundets forhandlere, Rene Jensen og Kim Lasse Petersen, ser aftalen som et vigtigt fremskridt:
– Vi har arbejdet målrettet for at sikre bedre forhold for vores medlemmer, og med denne aftale får autolakererne bedre rettigheder, højere pension og øget fleksibilitet i arbejdslivet. Det er en aftale, der giver mere tryghed i hverdagen, udtaler de.
Den nye overenskomst indebærer en stigning i pensionsbidraget på 1 % samt højere mindstelønssatser. Derudover forbedres sygevilkårene, så perioden med løn forlænges, og der indføres ret til børns 3. sygedag samt omsorgsdage for børnebørn. Barselsvilkårene bliver også markant forbedret.
Autolakererne får også ret til at ledsage nære pårørende ved akutte nødstilfælde, helbredsundersøgelser og møder med offentlige myndigheder. Derudover giver aftalen mulighed for at afvise overarbejde, justerer feriebestemmelserne og øger midlerne til uddannelses- og samarbejdsfonden. Fritvalgskontoen optrappes, og arbejdsmiljørepræsentanterne får fremover vederlag for deres indsats.
Aftalen markerer et skridt fremad for autolakerernes arbejdsvilkår og skaber bedre rammer for både faglig udvikling og fleksibilitet i arbejdslivet.
Hele aftalen og flere detaljer vil løbende blive lagt på www.maler.dk/ok25