Nye regler ved sygdom: Her er de vigtigste ændringer
Er du sygemeldt, eller risikerer du at blive det, er der kommet nye regler, som kan få betydning for dit forløb med kommunen. Her er dit hurtige overblik over de vigtigste ændringer.
Med beskæftigelsesreformen er der gennemført en række ændringer på sygedagpengeområdet og i beskæftigelsesindsatsen. Nogle af reglerne trådte i kraft 1. februar 2026, mens de seneste ændringer gælder fra 1. juli 2026.
Ressourceforløb og revalidering afskaffes
Blandt de største ændringer er, at ressourceforløb og revalidering afskaffes for nye sager. Samtidig er kravet om, at kommunerne skal have et jobcenter, bortfaldet. Det ændrer ikke på, at det fortsat er din bopælskommune, der skal hjælpe dig, hvis du bliver sygemeldt, eller har brug for støtte til at fastholde dit arbejde.
Færre samtaler med kommunen
Fra 1. juli 2026 er der også kommet nye regler for opfølgning på sygedagpenge. Der er færre lovpligtige samtaler med kommunen, og sygemeldte, som forventes raskmeldt inden for 26 uger, skal som udgangspunkt ikke længere til løbende opfølgning.
Til gengæld betyder de nye regler, at du selv skal være mere opmærksom på at kontakte kommunen, hvis din situation ændrer sig, eller hvis der kommer nye oplysninger om dit helbred eller din arbejdsevne
Husk
Det er fortsat vigtigt, at du løbende har kontakt med din egen læge eller den læge, der behandler dig. Og husk, at du altid har ret til at bede om en samtale med kommunen, også selv om du ikke bliver indkaldt.
Læs mere om de vigtigste ændringer
På hjemmesiden sygeguide.dk finder du en oversigt over beskæftigelsesreformens ændringer, herunder hvad de betyder, hvis du er sygemeldt, i ressourceforløb, revalidering eller har brug for hjælp fra kommunen på grund af sygdom.
Er du i tvivl om, hvordan reglerne er i netop din situation, så kontakt din lokalafdeling, der kan hjælpe dig med at få overblik over dine rettigheder og muligheder.

